Tysk politi har anholdt en 26-årig tuneser, som myndighederne mistænker for at have haft kendskab til den formodede gerningsmand bag lastbilangrebet i Berlin, Anis Amris, planer.
Den anholdte har muligvis også hjulpet Amri, forklarer den tyske chefanklagers talskvinde, Frauke Köhler.
- Denne person er en 26-årig tuneser. Vi efterforsker ham for mulig deltagelse i angrebet, siger hun ifølge Reuters.
Den anholdte mand skal have spist sammen med Anis Amri dagen inden den 19. december, hvor Amri kørte lastbilen ind i julemarkedet og dræbte 12 personer.
Politiet har dog ikke haft tilstrækkeligt med beviser til at udstede en egentlig arrestordre i sagen, og anholdelsen er derfor sket med henvisning til en anden sag. Her er den 26-årige mistænkt for at have svindlet med sociale ydelser, skriver Süddeutsche Zeitung.
Anholdelsen kommer efter, at tysk politi i går ransagede en bolig i en flygtningelejr i Berlin, hvor en tuneser, som tidligere havde boet med Anis Amri. Her blev der beslaglagt kommunikationsudstyr.
Flygtede via Bahnhof Zoo
Den tyske chefanklagers talskvinde kunne også løfte lidt af sløret for, hvordan Anis Amris flugtrute så ud efter angrebet, og frem til han blev skudt og dræbt af italiensk politi i Milano.
Efter at have kørt lastbilen ind i julemarkedet tog Anis Amri tilsyneladende flugten via den nærliggende togstation Bahnhof Zoo i Berlin.
Her er en person, som myndighederne antager er Anis Amri, blevet fanget på et overvågningskamera. Anis Amri skulle desuden have været opmærksom på overvågningskameraet, da han angiveligt vendte sig mod det og løftede en pegefinger i vejret – en hilsen, der er kendt blandt tilhængere af Islamisk Stat, skriver Berliner Morgenpost.
Flugten tog ham derefter til Holland, hvor han den 21. december blev optaget på et overvågningskamera på stationen i byen Njimegen og dagen efter på banegården i Amsterdam.
Herfra rejste han til Lyon og Chamberry i Frankring, hvorfra turen fortsatte til Torino og endelig til Milano, hvor han altså blev skudt og dræbt.
Talskvinden kunne også bekræfte, at det våben, som Anis Amri brugte til at skyde mod betjente i Milano var identisk med våbnet, som blev brugt til at skyde og dræbe den polsk lastbilchauffør, skriver Frankfurter Allgemeine.
Det er resultatet af de ballistiske undersøgelser, som italiensk politi har lavet.