Tysk minister: Gerningsmænd bag nytårschikane risikerer udvisning

Hvis gerningsmænd bag chikane viser sig at være asylansøgere kan de blive udvist, siger Tysklands justitsminister.

Den tyske justitsminister Heiko Maas siger torsdag, at myndighederne skal reagerer beslutsomt på massechikanen nytårsnat i Køln, men også med omtanke. (Foto: © BRITTA PEDERSEN, Scanpix)

De gerningsmænd, som stod bag massechikanen i Køln nytårsnat, risikerer at blive udvist af landet.

I hvert fald hvis der er tale om asylansøgere, siger den tyske justitsminister Heiko Maas ifølge CNN.

- Loven gør det muligt for folk at blive udvist, hvis de bliver idømt fængsel i et år eller mere, og det er muligt med seksuelle overgreb, siger ministeren torsdag.

En lignende melding kom indenrigsminister Thomas de Maiziere med onsdag, skriver Deutsche Welle.

- Enhver som begår alvorlige forbrydelser må regne med at blive udvist af Tyskland, lød det.

Der er dog endnu ikke bevist, at det er asylansøgere, som var ansvarlige for overgrebene nytårsnat.

I en lækket politirapport fortæller flere politibetjente dog, at flere involverede gjorde klart, at de var asylansøgere, skriver The Telegraph.

En betjent beskriver eksempelvis, hvordan en person fortalte, at han var syrer, inden han rev sin opholdstilladelse i stykker foran betjenten.

- Du kan ikke gøre noget ved mig, jeg kan få en ny i morgen.

Den lokale politichef i Køln, Wolfgang Albers, har tidligere udtalt, at de formodede gerningsmænd var af "nordafrikansk og arabisk udseende".

Ingen er endnu blevet anholdt i sagen.

Sagen kort

  • Nytårsaften var op mod 1.000 personer forsamlet omkring Kølns domkirke og hovedbanegård.

  • Her blev flere kvinder udsat for voldsomme tyverier og seksuelle overgreb.

  • En talsmand for Kølns politi siger til CNN, at der er modtaget mere end 121 anmeldelser – heriblandt to om voldtægt.

  • 16 mistænkte fra chikanen er blevet identificeret, men ingen sigtet, lyder det fra talsmanden.

  • Politichef Wolfgang Albers har beskrevet gerningsmændene som mænd mellem 18 og 35 af "nordafrikansk og arabisk udseende".

  • Kølns borgmester, Henriette Reker, har advaret mod at drage forhastede konklusioner om gerningsmændene.