Presset på den tyske regering stiger.
Tidligere på måneden besluttede den nemlig i ellevte time at spænde ben for en ny, banebrydende EU-klimalov, der skal forbyde al salg af nye benzin- og dieseldrevne biler og varevogne i medlemslandene fra 2035.
En lang række internationale virksomheder, heriblandt bilgiganterne Ford og Volvo Group samt energiselskaberne Vattenfall og Iberdrola, opfordrer nu i klare vendinger Tyskland og de andre medlemslande til at holde fast i deres bebudede dødsstød til forbrændingsmotoren.
Ellers frygter de ifølge Financial Times, der har set et brev fra de i alt 47 virksomheder, at det vil skabe "en farlig præcedens for EU’s politiske beslutningstagning og underminere erhvervslivets tillid til den politiske udviklingsproces", hvis man nu begynder at slække på forbuddet så sent i processen.
Samtidig har flere af virksomhederne allerede investeret betydelige summer i at udvikle de elbiler, som skal erstatte benzin- og dieselbilerne på de europæiske landeveje.
Derfor frygter de ifølge brevet, som er blevet sendt til Europa-Kommissionen, at det kan komme til at skade deres investeringer og skabe unødig usikkerhed, hvis loven bliver ændret så sent i processen.
Overraskende modstand
Forbuddet var egentlig blevet forhandlet på plads mellem Europa-Parlamentet og medlemslandene, og aftalen manglede blot den endelige politiske blåstempling, da den tyske trekløverregering yderst overraskende meddelte, at den ville have ændret i det.
Tyskland har nemlig en stor bilindustri, og det er først og fremmest det liberale regeringsparti FDP, der er dybt bekymret for konsekvenserne, hvis der slet ikke må sælges nye biler med forbrændingsmotorer i unionen om blot 13 år.
Derfor kræver de, at biler, der kan køre på syntetiske, kulstofneutrale elektrobrændstoffer - også kaldet e-fuels - bliver undtaget fra forbuddet.
- Et forbud mod forbrændingsmotorer, når de kan køre på en klimaneutral måde, synes at være en forkert tilgang for os, lød det i sidste uge fra den tyske transportminister, FDP-politikeren Volker Wissing.
Det er bestemt ikke normalt, at tyskerne på den måde stiller sig på tværs for EU-lovgivning, som er blevet forhandlet på plads.
Og den opsigtsvækkende kovending er da også blevet mødt med hovedrysten fra en række af de andre medlemslande, heriblandt bilproducerende lande som Frankrig og Spanien, som gerne ser, at forbrændingsmotorerne helt forsvinder.
Tror på løsning
Vejtransporten står nemlig ifølge Europa-Kommissionen for omkring en femtedel af medlemslandenes samlede CO2-udledninger, og derfor bliver forbuddet set som en afgørende brik i deres mål om at blive klimaneutrale inden 2050.
Den franske europaparlamentariker Pascal Canfin, der var Europa-Parlamentets hovedforhandler på loven, mener da også, at situationen "er helt uacceptabel", som han udtrykte det over for EU-mediet Politico tidligere på måneden.
- Tyskland godkendte aftalen, understregede han.
Rasmus Andresen, der sidder i Europa-Parlamentet for det tyske regeringsparti De Grønne, frygter også, at andre medlemslande, eksempelvis Ungarn, Polen og Italien, nu vil lade sig inspirere af tyskerne og begynde at blokere for de mange andre klimalove, som i disse måneder ligger på forhandlingsbordet i Bruxelles.
- Man bliver simpelthen nødt til at forstå, at Tyskland ikke er et hvilket som helst land, men det største og økonomisk stærkeste EU-medlemsland, som andre lande ser op til, og som de altid orienterer sig efter i et eller andet omfang, sagde han til Politico.
Ungarn, Polen og Italien er da også blandt de lande, der bakker op om den tyske kurs, og det er nok til at kunne danne et såkaldt blokerende mindretal mod forbuddet. Og trods kritikken har den tyske regering ikke tænkt sig at give sig.
- Forslaget skal ændres hurtigst muligt, understregede den tyske transportminister i sidste uge, efter at han havde mødtes med sine kollegaer fra de andre kritiske lande.
Han ser gerne, at der kommer en særskilt kategori for biler, som udelukkende kører på elektrobrændstoffer. Og ifølge en talsperson for ministeren går det fremad med de drøftelser, som for tiden finder sted mellem tyskerne og Europa-Kommissionen.
- Der er positive udviklinger, som danner et godt grundlag for yderligere samtaler, sagde talspersonen i går til nyhedsbureauet Reuters.