Tysk højreparti holder kongres under massive protester

Det indvandrerkritiske tyske parti Alternative für Deutschland skal vælge spidskandidat til forbundsdagsvalg.

På partikongressen skal Alternative für Deutschland blandt andet finde en ny spidskandidat til valget til Forbundsdagen, da partileder Frauke Petry (billedet) ikke vil være partiets spidskandidat. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

Mere end 50.000 demonstranter forventes at være på plads, når det stærkt indvandrer- og EU-kritiske Alternative für Deutschland (AfD) holder kongres i Köln med start lørdag.

Til sammenligning deltager omkring 600 delegerede i kongressen.

Det er en af partiets hidtil vigtigste kongresser i dets blot fireårige historie.

Omkring 4000 politibetjente er sendt ud i gaderne for at forhindre sammenstød mellem AfD-medlemmer og demonstranter.

Hotellet, hvor kongressen bliver afholdt, har sørget for, at dets personale kan overnatte på stedet. På den måde kommer de ikke i problemer, når de forlader hotellet.

Kongressen strækker sig over to dage. Den afholdes få dage efter, at AfD-leder Frauke Petry offentliggjorde, at hun ikke vil være partiets spidskandidat til forbundsdagsvalget i september.

En af kongressens vigtigste punkter bliver derfor at vælge en ny spidskandidat.

Det stærkt indvandrerkritiske parti ventes at få tilstrækkeligt med stemmer ved valget 24. september til at komme i Forbundsdagen for første gang.

Frauke Petry selv spås også en god chance for at komme i Forbundsdagen - hvis hun ikke trækker sig som kandidat inden da.

Partiet blev grundlagt i 2013 og er repræsenteret i 11 af Tysklands 16 delstatsparlamenter.

Sidste år vedtog partiet et valgmanifest, der blandt andet indeholdt passager om, at islam ikke er foreneligt med Tysklands forfatning.

Alle de større partier i Tyskland har udelukket, at de vil danne koalition med AfD.

/ritzau/