Tyrkiske politifolk er dræbt af militante kurdere

Under sammenstød i den største by i det sydøstlige Tyrkiet er to politifolk blevet dræbt, lyder det fra regeringskilder.

De tyrkiske betjente blev dræbt i kamp i den overvejende kurdiske by Diyarbakir (Foto: © Anadolu Agency, 2015 Anadolu Agency)

To politimænd er dræbt og tre andre såret under sammenstød i den overvejende kurdiske by Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet.

Det siger regeringskilder.

Sammenstødene natten til søndag foregik mellem sikkerhedsstyrker og militante fra gruppen PKK - Kurdistans Arbejderparti.

Luftstøtte og udgangsforbud

Ifølge oplysningerne fra byen, der er den største i den sydøstlige del af landet, lød der søndag morgen brag fra eksplosioner, ligesom skudsalver rev igennem luften.

Politiet fik støtte fra luften til at få situationen under kontrol, og lokalguvernøren indførte udgangsforbud.

Våbenhvile brudt i juli

Sammenstødene er de seneste voldelige opgør mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og PKK. I juli brød en to år gammel våbenhvile mellem Tyrkiet og PKK sammen, og parterne beskylder modparten for at bære skylden for det.

I de seneste godt to måneder har PKK dræbt omkring 70 tyrkiske politifolk eller soldater, mens tyrkerne under næsten daglige træfninger har dræbt hundredvis af kurdiske militsfolk.

PKK kæmper for kurdisk autonomi i det sydøstlige Tyrkiet.

/ritzau/Reuters