Mindst 65 militante fra Islamisk Stat (IS) er blevet dræbt under det tyrkiske militærs operationer i det nordlige Syrien. Det oplyser Tyrkiets hær ifølge Reuters.
En amerikanskstøttet koalition af kurdiske og arabiske militser og rivaliserede oprørsgrupper har trængt islamisk Stat tilbage fra meget af dets territorium i det nordlige Syrien. Grupperne af oprørere støttes af Tyrkiet.
Det tyrkiske militær indledte for fem måneder siden operationer i det nordlige Syrien for at trænge jihadister væk fra dets grænse. Militæret har i flere uger belejret den IS-kontrollerede by al-Bab.
Turkmenske og arabiske oprørere har vundet terræn ved al-Bab. Byen er Islamisk Stats sidste byområde i den nordlige Aleppo-provins.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde lidt efter nytår, at IS snart ville være nedkæmpet i byen.
Tyrkerne har også et erklæret mål om at få kurdiske militser i Syrien fortrængt fra dets grænseområder.
Mens den kurdiske YPG-milits i Syrien er en vigtig allieret for USA i kampen mod Islamisk Stat, betragter Tyrkiet militsen som en forlængelse af det forbudte, militante Kurdistans Arbejderparti, PKK.
/ritzau/Reuters