De tyrkiske myndigheder har angiveligt dræbt omkring 260 medlemmer af PKK (Kurdistans Arbejderparti) i luftangreb fredag.
Oplysninger stammer ifølge nyhedsbureauet AP fra Tyrkiets statslige nyhedsbureau Anatolia Agency.
Anatolia Agency oplyser desuden, at Nurettin Demirtas er blandt de omkring 400 sårede efter angrebene. Han er bror til Selahatting Demirtas, der er leder af det største prokurdiske parti i Tyrkiet, HDP.
100 angreb torsdag
Ifølge AP har op imod 26 F16-fly angrebet 65 forskellige PKK-mål i det nordlige Irak – heriblandt våbendepoter.
Dagen forinden, torsdag, angreb 80 kampfly mere end 100 mål.
PKK har ikke selv rapporteret dødsfald.
Angreb på angreb
Den tyrkiske offensiv mod PKK tog fart i sidste uge, hvor Tyrkiet angreb både Islamisk Stat og PKK.
Angrebene kom efter, at PKK tog ansvaret for drabene på to politibetjente, som gruppen anklagede for at arbejde sammen med ”bander fra Islamisk Stat”.
Disse drab var ment som en hævn på et selvmordsbombeangreb i byen Suruc, som dræbte 32 mennesker, hvoraf flere var kurdere.
Så sent som i mandags blev mere end 1.000 personer anholdt af tyrkisk politi som en del af Tyrkiets hårde kurs mod grupper som PKK, det venstreorienterede DHKP-C samt Islamisk Stat.