Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har meddelt, at Tyrkiet inden længe vil udføre militære operationer i det nordøstlige Syrien.
Det er her, at den amerikanskstøttede YPG-milits holder til.
YPG betragtes af Tyrkiet som en terrorgruppe. Men for USA har YPG til gengæld været en vigtig allieret under krigen i Syrien. Og militsen spillede en stor rolle i nedkæmpelsen af gruppen Islamisk Stat.
Det er præsidentens hidtil mest direkte trussel om en offensiv i Syrien, siden Tyrkiet og USA blev enig om at etablere en såkaldt sikkerhedszone.
Erdogan siger, at operationen kan begynde allerede i dag eller i morgen.
- Vi har forberedt os, og vi har gennemført al vores planlægning, siger Erdogan i en tv-transmitteret tale.
Uenige trods aftale
USA og Tyrkiet, der er allierede i Nato, blev i august enige om at etablere en sikkerhedszone ved den syriske grænse. Tyrkiet mener, at den skal gå 30 kilometer ind i Syrien og være fri for den syrisk-kurdiske YPG-milits.
Tyrkiet er ved at miste tålmodigheden med USA, som man beskylder for at være for langsom til at få oprettet sikkerhedszonen. De to lande er desuden uenige om, hvor langt ind i Syrien zonen skal strække sig.
Den tyrkiske regering siger, at der befinder sig 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Og de ønsker, at op mod to millioner syriske flygtninge skal vende tilbage til deres hjemlande ved hjælp af sikkerhedszonen.
Zonen skal strække sig fra øst for Eufrat-floden til Iraks grænse, skriver nyhedsbureauet dpa. Tyrkiet kontrollerer i forvejen områder vest for floden.
/ritzau/