I sidste uge åbnede Saudi-Arabien op for at lade de tyrkiske myndigheder undersøge det saudiarabiske konsulat i Istsanbul for spor af den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, der ikke er blevet set, siden han gik ind på konsulatet for et par uger siden.
Først nu, knap 14 dage efter Khashoggis forsvinden får de tyrkiske myndigheder adgang til det saudiarabiske konsulat.
Det vil ske i eftermiddag, oplyser det tyrkiske udenrigsministerium. Saudiarabiske repræsentanter vil være til stede under undersøgelsen, skriver nyhedsbureauet AP.
Tyrkisk politi er overbevist om, at journalisten blev myrdet af 15 saudiske agenter på konsulatet.
Sagen er blevet storpolitik
En lang række internationale politikere har forholdt sig til sagen. Blandt andre USA’s præsident, Donald Trump, der har truet Saudi-Arabien med 'alvorlig straf', hvis det viser sig, at det saudiske styre står bag journalistens forsvinden.
- Vi vil nå til bunds i den her sag, og der vil være en alvorlig straf (hvis Saudi-Arabien har dræbt Khashoggi, red.). Vi vil blive meget oprørte og vrede, hvis det er tilfældet, siger Donald Trump i et interview i tv-programmet '60 Minutes' på den amerikanske kanal CBS.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, har også udtrykt bekymring i forhold til Khashoggis forsvinden, ligesom Tyrkiets præsident,Recep Tayyip Erdogan, har sagt, at han personligt følger sagen.
Saudi-Arabien nægter beskyldninger
Jamal Khashoggi gik ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul den 2. oktober og er ikke blevet set siden.
Flere internationale medier har skrevet, at der findes både lyd-og videooptagelser af drabet på Jamal Khashoggi. The Guardian har derudover skrevet, at der, samme dag som Khashoggi gik ind på ambassaden, blev fjernet overvågningsoptagelser fra konsulatet.
Saudi-Arabien afviser dog alle anklager og siger, at Khashoggi forlod konsulatet samme dag. Noget, de dog ikke har fremlagt dokumentation for.
Nu får de tyrkiske myndigheder så altså lov til at undersøge konsulatet for at finde ud af, om der skulle være sket en forbrydelse der.