Tyrkiet hjemkalder ambassadør fra Østrig efter fordømmelse af folkedrab

Parlamentet i Østrig opfordrer Tyrkiet til at tage ansvar for et sort kapitel i historien.

24. april markerer armenierne, at det nu er 100 år siden, at op mod 1,5 millioner armeniere blev udsat for en massakre. (Foto: © Sergeu Ilnitsky, Scanpix)

Selvom det armenske folkemord ligger hundrede år tilbage i tiden, så er sagen fortsat politisk betændt i Tyrkiet.

Nu har den tyrkiske regering ifølge flere internationale medier valgt at hjemkalde sin ambassadør fra Østrig i protest over, at det østrigske parlament har fordømt massakren og netop betegnet den som et folkedrab.

- Erklæringen fra det østrigske parlament skader venskabet og forholdet mellem Tyrkiet og Østrig permanent, meddeler Tyrkiets udenrigsministerium ifølge Al Arabiya.

Ambassadør i Vatikanet også hjemkaldt

For nylig sagde også pave Frans under en gudstjeneste i Vatikanet, at armenierne var ofre for et folkedrab, der blev begået af tyrkerne i det osmanniske rige.

Det fik Tyrkiet til at kalde sin ambassadør i Vatikanet hjem til konsultationer.

Danmark er et af de lande, som ikke har anerkendt begivenheden som et folkedrab, mens flere end 20 andre lande har valgt at gøre det. Ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er det op til historikerne at fælde dom over den historiske begivenhed.

Armeniere samles ved et mindesmærke nær Diyarbakir i det østlige Tyrkiet, der menes at gemme på en massegrav. (Foto: © Ilyas Akengin, Scanpix)

Ikke desto mindre rettede den tyrkiske ambassadør for nylig kritik mod Danmark, fordi der i ti dage i maj vil blive udstillet en skulptur på Kultorvet i København for at markere, at op mod 1,5 millioner armeniere blev dræbt under massakren i Anatolien.

Det mindretal, der overlevede massakren, blev deporteret til den syriske ørken.

Østrig: En pligt at fordømme folkemordet

Lederne af Østrigs seks største partier har erklæret, at Østrig som en tidligere allieret af det osmanniske rige "har pligt til at anerkende og fordømme disse grufulde begivenheder som folkemord".

De østrigske partiledere har desuden opfordret Tyrkiet til at tage ansvar for massakren og for det "sorte og smertefulde kapitel", der nu ligger hundrede år tilbage i tiden.

Det tyrkiske udenrigsministerium har besvaret opfordringen ved at beskylde østrigerne for at udtale sig i modstrid med fakta og for at fornærme tyrkerne.

Tyrkiet fastholder, at ansvaret skal placeres i begge lejre, og at hundredetusinder blev dræbt også på den tyrkiske side af konflikten.

/DR Nyheder/