Tyrkiet fortsætter klapjagt på mulige kupmagere

Tyrkerne vågnede her til morgen op til nye dekreter, flere fyringer og ransagninger.

Mere end en milion tyrkere demonstrerede i Istanbul tidligere på måneden imod kupforsøget 15. juli. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Her til morgen har de tyrkiske myndigheder udstedt to dekreter, som betyder, at 2.000 politifolk, mere end hundrede militærfolk og ansatte i den offentlige kommunikationsteknologimyndighed BTK er blevet fyret, som følge af sidste måneds kupforsøg.

De fyrede menes at have forbindelse til en religiøs sunnimuslimsk leder ved navn Fethullah Gülen, som Erdogan beskylder for at stå bag kupforsøget 15. juli.

Foruden fyringen i sikkerhedstjenesterne og kommunikationsteknologimyndigheden bebudede den tyrkiske ledelse også, at telekommunikationsenheden TIB lukker.

Anklages for økonomisk støtte

Men det er ikke kun offentligt ansatte som rammes. Også private virksomheder, der mistænkes for at have forbindelse til Gülen, mærker styrets kvælertag.

Flere tusind private skoler, hjælpeorganisationer og andre institutioner, som mistænkes for at have forbindelse til Gûlen, er blevet lukket, ligesom tyrkisk politi blandt andet har ransaget hovedkvarteret for supermarkedskæden A101 og anholdt direktøren.

Kæden mistænkes ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Andolu for at have givet økonomisk støtte til Gülens netværk.

Præsidenten meddelte samtidig, at han fremover selv vil stå for at udpege chefen for Tyrkiets væbnede styrker. Det ansvar har tidligere ligget hos landets premierminister.

Sagen kort

  • Efter det mislykkedes kup den 15. juli har præsident Recep Tayyip Erdogan indført undtagelsestilstand i tre måneder, og det giver ham beføjelser til at tilsidesætte regeringen og regere via dekreter.

  • De seneste dekreter lægger sig i forlængelse af tidligere beslutninger om at udstede fyresedler til flere tusinde medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

  • Erdogan har erklæret, at han vil fjerne virksomheder, skoler og organisationer, som har forbindelser til Fethullah Gülen - og han har understreget, at det netop er i forretningsverdenen, at den såkaldte Gülennisme står stærkest.