Kupforsøget i Tyrkiet 15. juli 2016 sætter stadig sine tydelige spor i landet.
Efter kupforsøget erklærede præsident Recep Tayyip Erdogan undtagelsestilstand i landet. Sådan har det været siden, og sådan vil det også være i den kommende tid.
Den tyrkiske regering har nemlig besluttet at forlænge undtagelsestilstanden med tre måneder, skriver nyhedsbureauet AFP.
Undtagelsestilstanden er allerede blevet forlænget en enkelt gang og stod denne gang til at udløbe den 19. januar.
For knap tre uger siden oplyste Recep Tayyip Erdogan, at flere end 40.000 mennesker formelt er blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af det militære kupforsøg i Tyrkiet i juli.
I november oplyste Tyrkiets arbejdsmarkedsminister, Mehmet Müezzinoglu, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 125.000 af landets offentligt ansatte er blevet fyret efterfølgende.
/ritzau/