Tyrkiet er med i offensiv mod IS i Mosul - hvis kurderne ikke er

Om kort tid indledes en offensiv i den irakiske by Mosul, og tyrkiske styrker vil deltage i kampen mod IS.

Om kort tid bliver den irakiske by Mosul genindtaget, siger vestlige politikere og militære ledere. (Foto: © MOADH AL-DULAIMI, Scanpix)

Tyrkiske styrker vil blive i det nordlige Irak, indtil militante fra Islamisk Stat er blevet drevet ud af storbyen Mosul, siger Tyrkiets vicepremierminister, Numan Kurtulmus, til statslige medier.

Ministeren siger også, at Tyrkiet vil deltage i en operation mod jihadisterne i Mosul, så længe de kurdiske YPG-militser ikke er involveret.

En offensiv mod Mosul, som er Iraks næststørste by, ventes at blive indledt inden for kort tid.

Islamisk Stats enheder i byen har i seneste tid placeret mange lureminer i Mosul, lige som de har gravet tunneler og rekrutteret børn som spioner som forberedelse til den ventede offensiv, siger en amerikansk embedsmænd til Reuters.

Mosul er hjemsted for 1,5 millioner mennesker og har været hovedkvarter for Islamisk Stat i Irak siden 2014.

Vestlige politikere og militære ledere siger, at Mosul vil blive genindtaget snart.

Den irakiske regering i Bagdad siger, at befrielsen af Mosul vil være afslutningen for Islamisk Stats tilstedeværelse på irakisk territorium.

/ritzau/Reuters