Tyrkiet: Anmoder formelt USA om at anholde Gülen

Den tyrkiske regering mener, at USA gør for lidt for at få Gülen anholdt og udleveret.

Den muslimske præst Fethullah Gulen, der bor i USA, beskyldes af Tyrkiet for at stå bag kupforsøget 15. juli. Nu har Tyrkiet sendt en formel anmodning om anholdelse af ham til USA. (Foto: © CHARLES MOSTOLLER, Scanpix)

Tyrkiet har formelt anmodet USA om at anholde den muslimske præst Fethullah Gülen, der af præsident Recep Tayyip Erdogan beskyldes for at stå bag kupforsøget i Tyrkiet 15. juli, oplyser tv-stationen NTV.

- Det er første gang, at Tyrkiet formelt har anmodet amerikanerne om at anholde Gülen, som lever i selvvalgt eksil i Pennsylvania, skriver Det Anatolske Nyhedsbureau.

Ankara har adskillige gange bedt USA om at udlevere Gülen, og Tyrkiet har sendt en række dokumenter til Washington, som angiveligt skulle bevise, at han var stærkt involveret i kupforsøget.

I sidste måned udstedte en domstol i Istanbul en formel anholdelsesbegæring på Gülen.

Præsident Barack Obama har tidligere tilkendegivet over for Tyrkiet, at USA ikke vil tøve med at anholde og dømme folk, der måtte være skyldige i kupforsøget mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Sagen har bidraget til voksende spændinger mellem Tyrkiet og USA, da den tyrkiske regering har givet udtryk for, at USA gør for lidt for at få Gülen anholdt og udleveret.

Omvendt har USA set med skepsis på den massive udrensning, som de tyrkiske myndigheder foretager i militæret, på universiteter og hos domstole.

Gülen selv har kategorisk afvist alle anklager mod ham.

/ritzau/Reuters