Tyrkiet: 27.000 får inddraget arbejdstilladelser efter kupforsøg

Lærere og tusinder af andre ansatte i Tyrkiets skoler og læreanstalter har fået arbejdsforbud.

I kølvandet på det mislykkede forsøg på at overtage magten i Tyrkiet har regeringen indført undtagelsestilstand i landet. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Tyrkiet har inddraget arbejdstilladelserne for i alt 27.424 ansatte i landets undervisningssektor.

Det sker som led i efterforskningen efter sidste måneds kupforsøg, oplyser landets undervisningsminister.

Tyrkiets regering beskylder Fethullah Gülen, en tyrkisk religiøs leder, for at stå bag kupforsøget. Gülen, der bor i Pennsylvania i USA, har afvist anklagerne.

Den tyrkiske efterforskning retter sig blandt andet imod skoler, som Gülens netværk driver i Tyrkiet.

- 27.424 ansatte i institutioner og skoler, der er en del af den parallelle statsstruktur, har fået deres arbejdstilladelser annulleret, siger undervisningsminister Ismet Yilmaz på en pressekonference.

Den tyrkiske regering bruger ofte betegnelsen "den parallelle statsstruktur" om det netværk af Gülen-sympatisører, der arbejder inden for statslige institutioner.

- Disse ansatte vil ikke få lov at arbejde i offentlige eller private uddannelsesinstitutioner igen, siger Yilmaz.

Kupforsøget blev slået ned i løbet af natten til 16. juli efter kampe i hovedstaden Ankara og Tyrkiets største by, Istanbul. 237 mennesker blev dræbt i urolighederne, og flere end 2100 kom til skade.

I kølvandet på det mislykkede forsøg på at overtage magten i Tyrkiet har regeringen indført undtagelsestilstand i landet.

Over 10.000 mennesker er eller har været anholdt, heriblandt mindst 6000 soldater.

/ritzau/Reuters