Holland, Belgien, Finland, Tyskland og Sverige har alle oplevet flere tyrkiske asylansøgere efter det mislykkede kupforsøg den 15. juli.
I Sverige er der næsten kommet lige så mange tyrkiske asylansøgere bare i august og september, 166 asylansøgere, som i hele resten af året, 171 asylansøgere, ifølge tal fra det svenske Migrationsverket.
Den tyrkiske regering fører generelt en hårdere linje siden kupforsøget, vurderer Pola Rojan Bagger, mellemøstanalytiker hos Mellemfolkeligt Samvirke og Tyrkietkender:
- Erdogan har i den grad strammet grebet om enhver tænkelig opposition. Det er blevet meget farligt at udgive aviser og sågar at skrive på sociale medier, hvis man er kritisk overfor regeringen, siger Pola Rojan Bagger.
Den tyrkiske regering har siden kupforsøget været i gang med en udrensning blandt den religiøse leder Fethullah Gülens tilhængere. De står ifølge Ankara bag kupforsøget.
Blandt andet dommere, politi- og militærfolk, lærere og rektorer samt embedsfolk i ministerier har mistet deres job, er blevet suspenderet fra tjeneste eller anholdt siden den 15. juli.
Den hollandske forbindelse
En endnu tydeligere stigning i antallet af asylansøgere fra Tyrkiet oplever hollandske myndigheder, hvor der alene i august kom flere tyrkiske asylansøgere til landet end hele sidste år tilsammen.
Den pressede retstilstand er årsagen til flugten, siger Lily Sprangers, forhenværende direktør for det hollandske Tyrkiet Institut, til avisen de Volkskrant:
- Asylansøgerne vil dels være Gülen-tilhængere, men også kurdere og venstreorienterede intellektuelle, siger hun.
Hvorfor det specielt er lande som Holland og Belgien, tyrkerne vælger at flygte til, har Pola Rojan Bagger et bud på:
- Belgien og Holland har store minoritetsbefolkninger af både tyrkere og kurdere. Og findes der fætre og kusiner i eksempelvis Holland, så er det land mere på nethinden end alle mulige andre lande, siger han.
Kupforsøg er ikke eneste årsag
Selvom der også har været en yderligere stigning efter kupforsøget, oplevede man i Tyskland allerede før 15. juli en stor stigning i asylansøgere fra Tyrkiet.
Alene fra januar til juni i år er der kommet 1719 tyrkiske asylansøgere til Tyskland, hvor der i hele sidste år kom 1767, skriver den tyske avis Der Tagesspiegel på baggrund af tal fra de tyske udlændingemyndigheder. 1510 af de 1719, der kom i år, var af kurdisk oprindelse.
Mange af de tyrkiske kurdere flygter på grund af kampe i deres hjemstavn, lyder det hos de tyske udlændingemyndigheder. Det er det militaristiske kurdiske arbejderparti PKK og den tyrkiske regering, der igen er røget i totterne på hinanden. Pola Rojan Bagger er enig i vurderingen:
- Den kurdiske konflikt har aldrig været mere blodig, end den er blevet det seneste år. Det er borgerkrigslignende tilstande. Hele beboelsesområder er blevet jævnet med jorden, og hundredtusindvis af mennesker er blevet drevet på flugt.