Tv-show skaber vild forvirring om græsk skråt-op-finger

Tv-satireprogram har lavet et veludført stunt, som skabte tvivl om en video med græsk minister.

I sidste uge vakte en video med den græske finansminister Yanis Varoufakis betydelig opsigt - ikke mindst i Tyskland.

Videoen var et klip fra en tale Varoufakis holdt i 2013 - før han blev minister - i Zagreb i Kroatien om den økonomiske hjælpepakke til Grækenland.

I talen på engelsk bruger den græske politiker vendingen "...stick the finger to Germany", mens han - ifølge klippet - viser en skråt-op-finger til publikum.

Her er den oprindelige video fra Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=1KSmcUyAZwU&rel=0

Bragt i anset talkshow

Videoen blev lagt på nettet i februar, men den kom for alvor i de tyske mediers søgelys i søndags, da en af landets mest ansete tv-personligheder Günter Jauch viste den i sit politiske talkshow på public service-stationen ARD.

Yanis Varoufakis medvirkede selv i programmet, hvor han hævdede, at videoen var forfalsket.

Finansministerens påstand blev dog senere afvist af eksperter i andre medier - og af manden, som oprindeligt havde lagt klippet på nettet:

 

Historien om finansministerens finger er siden blevet genfortalt af medier over hele verden, og den tyske tabloid-avis Bild har kørt en stor kampagne mod Grækenland på baggrund af videoen.

Tv-vært: Vi gjorde det

Men i går gik en anden tysk tv-vært, Jan Böhmermann, på skærmen i sit satire-show Neo Magazin Royale på tv-stationen ZDF og forklarede, at videoen er forfalsket.

I et ti minutter langt indslag viste tv-programmet, hvordan de ved hjælp af en skuespiller, grønne skærme og computeranimation fik klistret en skråt-op-finger på den gamle optagelse med Yanis Varoufakis.

Se indslaget fra Neo Magazin Royale i toppen af artiklen.

Jan Böhmermann forklarer desuden, hvordan de havde fået hjælp af aktivister i Kroatien til at få videoen på Youtube.

Skeptiske indlæg

Den tyske tv-vært slutter sit indslag med en meget skarp kommentar om, at Tyskland har smadret Europa to gange på et århundrede, og alligevel går tyskerne amok, når nogen giver dem fingeren.

Indrømmelsen rejste meget hurtigt en storm på de sociale medier - blandt andet under hashtagget #Varoufake på Twitter - hvor brugere har hånet de medier og politikere, som tilsyneladende var gået i gyngen.

Men andre var mere skeptiske og begyndte at spørge sig selv, om Neo Magazin Royale i virkeligheden havde lavet et dobbelt stunt ved at fjerne Varoufakis' finger og derefter føre grundigt bevis for, at man havde sat den på. Hashtagget for denne teori hedder #Varoufakefake.

Her er en video, som forsøger at føre bevis for, at Neo Magazin Royales video er falsk:

https://www.youtube.com/watch?v=_df8tHFOxgg&rel=0

ZDF røber sandheden

Debatten er i løbet af i dag nået et niveau, hvor ZDF har følt sig nødsaget til at fortælle, hvad der er op og ned i sagen.

Tv-stationen bekræfter, at Varoufakis' skråt-op-finger er ægte, og at satirikerne fjernede den for bagefter at hævde det stik modsatte.

- Vi føler os tvunget til at identificere Neo Magazin Royale som et satireprogram i fremtiden, siger programdirektør Norbert Himmler ifølge thelocale.de.

Hele verden har altså været udsat for meget avanceret tysk humor, som sandsynligvis - og i givet fald ret effektfuldt - skulle spidde debatniveauet i Tyskland. 

Antihelt i Tyskland

Tyskland har et særdeles anstrengt forhold til den nye, venstreorienterede regering i Grækenland og dens krav om en ny gældsaftale.

I denne konflikt fremstår Yanis Varoufakis som en anti-helt, som mange tyskere er tydeligt fascinerede af.

Neo Magazin Royale siger, at de kom på sporet af optagelserne fra Zagreb, netop da de ledte efter materiale til en musikvideo, der fremstiller Varoufakis som lidt af en supermand:

https://www.youtube.com/watch?v=Afl9WFGJE0M&rel=0