Tusindvis af demonstranter er på gaden i Hongkong rustet med paraplyer og dykkerbriller for at skærme sig mod politiets tåregas.
Politiet har nedlagt forbud mod dagens demonstration, fordi de frygter voldsepisoder, skriver BBC og The Guardian.
I søndags blev 45 personer såret under et angreb ved metrostation Yuen Long, hvor hvidklædte personer bankede løs på demonstranter med metalrør og træpæle.
Der gik tre kvarter, før politiet nåede frem, og demonstranterne beskyldte dem for at se gennem fingre med volden, fordi den blev udøvet mod demonstranter.
Protesterne i Hongkong har varet i syv uger og begyndte, fordi regeringen ville indføre en lov, der muliggør udlevering af mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina. Selvom lovforslaget nu er suspenderet, er demonstranterne stadig ikke tilfredse.
Nu kræver de også en demokratisk reform, en undersøgelse af politivold og at Carrie Lam, Hongkongs regeringsleder, går af.
Se billederne fra dagens demonstration, der bliver kaldt Yuen Long-protesten efter metroangrebet.