Tusindvis demonstrerer mod politivold i Barcelona

Massive protester mod spansk politi blokerer trafikken i den catalanske hovedstad.

Tusindvis af mennesker er gået på gaden i Barcelona for at demonstrere mod politivold efter weekendens afstemning om Cataloniens uafhængighed.

Flere steder i byen er trafikken fuldstændig blokeret af demonstranter klædt i blå, gul og rød.

- Det er først og fremmest en protest mod den måde, som spansk politi agerede i søndag ved afstemningen, men selvom spaniere og cataloniere alle er imod, det der skete, er dagens protest domineret af uafhængighedstilhængere, siger DRs Europa-korrespondent Anna Gaarslev, der befinder sig i Barcelona.

  • Flere tusinder er gået på gaden i den catalanske hovedstad i protest mod søndagens sammenstød med det spanske politi efter afstemningen om uafhængighed. Foto: Anna Gaarslev
  • Barcelonas gader blev hurtigt for små til de mange mennesker, der demonstrerede for et uafhængigt Catalonien. (Foto: © QUIQUE GARCIA)
  • Demonstranter gik rundt med kæmpe catalanske uafhængighedsflag, også kaldet 'Estelada'. På flaget billedet, står det, at Catalonien ikke er Spanien. (Foto: © PAU BARRENA, AFP or licensors)
  • Uafhængighedsflaget havde overtaget Barcelona. Flaget kunne findes i hvert gadehjørne. Selv blev bygningerne dekoreret med flaget. (Foto: © YVES HERMAN)
  • Demonstranterne flagede ikke kun med den Cataloniens flag. De havde også skilte med forskellige budskaber. Her ses et, hvor det står: EU vi venter stadigvæk på jer. (Foto: © ENRIC FONTCUBERTA)
1 / 6

- Det er dem, for hvem det kun kan gå for langsomt, at catalonierne opnår uafhængighed af Spanien, og det er også de slagråb, vi hører her. Det er uafhængighedstilhængere, som stemte i søndags, og kravet er som minimum at opnå en gyldig afstemning, forklarer hun.

Metro, skoler og universiteter og mange butikker har været lukket hele dagen i en større generalstrejke som protest mod søndagens folkeafstemning, hvor 800 personer blev såret efter sammenstød med politiet.

Indtil videre er protesterne foregået roligt, men der er også meget catalansk politi på gaden for at holde øje med de mange demonstranter. Ifølge The Guardian er flere tusind samlet foran det spanske politis hovedkvarter.

- Foran spansk politis hovedkvarter er der en ydre linje af catalansk politi, og kun inde ved selve bygningen er det spanske politi. Der har også været protester ved de hoteller, hvor de er indlogeret, de er virkeligt ikke velansete her i regionen, fortæller Anna Gaarslev.