- Det er fantastisk. Sådan noget burde man gøre i næsten alle byer i Europa, lyder det fra Ignacia Jausas fra Barcelona.
Han har kone og tre børn med på spadseretur på Avenue des Champs-Elysees - altså ikke på fortovet, men midt ude på vejen.
Denne søndag er nemlig erklæret bilfri dag - og i store områder af det indre Paris må der derfor ikke køre andet end busser, taxaer, udrykningskøretøjer eller privatbilister med særlig tilladelse.
Som konsekvens spadserer og cykler både parisere og turister op og ned ad Paris' mest berømte avenue, hvor der er sort af mennesker.
- Der er meget kaotisk, når bilerne er her - højt og larmende, lyder det fra Chris Wheeler, der kender Paris fra tidligere besøg.
Kører for stærkt
Denne søndag er Paris delt op i to slags områder: Dem hvor man - med nævnte undtagelser - slet ikke må køre med motoriserede køretøjer. Og så resten af byen, hvor hastighedsbegrænsningen er sat helt ned til 20 kilometer i timen.
En tur i gaderne væk fra centrum giver hurtigt fornemmelsen af, at den regel ikke bliver respekteret.
DR Nyheder fanger ved et rødt lys en mand i en varevogn, der indrømmer, at han helt tydeligt er kommet kørende hen mod lyskrydset med for høj hastighed.
- Det er på grund af mit arbejde. Jeg arbejder for en virksomhed, lyder begrundelsen, inden han kører videre.
Ideen er ellers, at pariserne på sigt skal leve med at køre meget langsommere end de gør i dag.
Det fortæller transportborgmester Christophe Najdovski i et interview med DR Nyheder, mens han spadserer ned ad Champs-Elysees :
- Vi er i gang med reducere den maksimale kørselshastighed i Paris fra 50 til 30 kilometer i timen i stort set alle Paris' gader. 50 kilometer i timen vil blive en undtagelse, og 30 kilometer i timen vil blive reglen, forklarer transportborgmesteren.
Bange for at køre på cykel
Siden Paris i 2007 indførte et system af gratis bycykler, er antallet af cyklister vokset meget - men det kniber stadig med at få mange parisere til at tage springet og begynde med at bruge cyklen som decideret transportmiddel i hverdagen.
Det gælder 21-årige Julie Lahitte, der har gjort holdt midt på Champs-Elysees med sin kæreste, mens de skræver over hver deres bycykel.
- Det, jeg ikke kan lide ved Paris, er larmen, bilerne og forureningen, så jeg synes, det er dejligt, at der ikke er nogen biler. Det er cool, lyder det fra Julie Lahitte, der læser statskundskab og økonomi i Paris.
Alligevel tager hun sjældent cyklen i hverdagene.
- Mange gader i Paris er meget snævre, og busserne kører meget tæt på, når de overhaler cyklister, så det er farligt. Der mangler cykelstier, forklarer Julie Lahitte.
Mange steder består cykelstierne desuden blot af lidt maling på kørebanen i håb om, at bilisterne så holder sig væk. Andre steder risikerer man at køre ud over en kantsten, hvis man tror, at cykelstien altid følger vejen - eller lige ind i et trafiklys, der er plantet midt på cykelstien.
Ifølge bystyret vil man bruge over en milliard kroner på at fordoble antallet af cykelstier de kommende fem år.
Transportborgmester Christophe Najdovski understreger desuden, at det stigende antal cyklister heldigvis ikke har medført en stigning i antallet af dødsulykker blandt cyklister.
Det skyldes, at bilerne er begyndt at vænne sig til cyklerne
- Jo flere cyklister, der er, jo mere sikkert er det at køre i Paris, siger transportborgmesteren.