Turistattraktioner på lavt blus: 'Jeg har aldrig oplevet London sådan her'

Metropolen London har på kort tid ændret fuldstændig karakter.

Mange af Londons turistattraktioner holdt åbent i dag. Her til aften opfordrede regeringen så briterne til at ændre adfærd. (Foto: © Sean Coogan)

En facer iklædt gummihandsker stod på Westminster Bridge og forsøgte at dele rabatkuponer ud til fish and chips.

Bag ham snoede det store, hvide pariserhjul 'London Eye' langsomt rundt. Med jævne mellemrum kom turister ud af billetkontoret og gik gennem det mennesketomme køsystem og ombord på en af de store glaskupler.

En medarbejder stod ved den såkaldte fast pass-indgang, men lod ikke til at have meget at lave.

Inden den britiske premierminister Boris Johnson her til aften annoncerede et britisk kursskifte i forhold til håndteringen af coronavirusset, var DR på gaden i London for at observere situationen ved nogle af Londons klassiske turistikoner.

Det kan vise sig at have været sidste chance i en rum tid.

Stille for London at være

I skyggen af det verdenskendte pariserhjul stod Charlotte Campbell. Hun er gademusikant og var i gang med at pakke sammen og overlade pladsen til sin veninde Anna Bayne.

- Jeg har optrådt på dette spot i otte år, og det har aldrig været så stille som det her, fortalte Charlotte Campbell.

Den 30-årige musiker baserer hele sin indkomst på at optræde. Over halvdelen af den kommer normalt fra gadeoptrædener. Derfor er hun afhængig af, at der er nok forbipasserende, og at de har kontanter.

- Men der er langt færre folk end normalt, og dem, der kommer forbi, tør ikke røre ved deres mønter, sagde hun.

Jasmine Earl, Anna Bayne og Charlotte Campbell var allerede bekymrede over deres levebrød, inden den britiske regering i dag skiftede kurs. (Foto: © Sean Coogan)

Mens nabolandet Irland har lukket sine skoler og barer, har briterne den seneste tid holdt igen med lignende tiltag.

Blandt andet pubber, restauranter og skoler har frit kunne holde åbent, men ændringer kan være på vej. Her til aften skiftede premierminister Boris Johnson kurs og anbefalede briterne at undgå unødvendig social kontakt.

Det indebærer blandt andet ikke at besøge pubber, teatre eller natklubber, samt at arbejde hjemmefra hvis det er muligt.

Allerede inden aftenens udvikling havde nogle arrangører valgt at sige stop. Og det havde Charlotte Campbell, der normalt indhenter en tredjedel af sin indkomst fra små koncerter, mærket.

- Alle mine opgaver frem til slutningen af april er blevet aflyst, fortalte hun.

- Jeg har ikke andre former for indkomst, så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er ret skræmmende, sagde hun.

Jasmine Earl bød ind:

- Selv når der har været terrorangreb, rejser London sig hurtigt igen. Så er der måske stille i to dage, men så er folk hurtigt tilbage igen, sagde hun.

- Der skal meget til at stoppe London-borgere eller turister, der vil til London. Det er første gang, at jeg nogensinde har set London sådan her, sagde hun.

Messe for halvt blus

Trods de lokales beskrivelse af et "helt dødt" London, var der stadig folk på gaden denne mandag eftermiddag, og de klassiske vartegn i London holdt fortsat åbent. Men meldingen var den samme flere steder: Der kom fortsat turister, men der var meget mere stille end normalt.

Det gjaldt blandt andet i den knap 1000 år gamle kirke Westminster Abbey. Her blev prins William og Kate Middleton gift for snart ni år siden, og mange store personligheder er gennem årene lagt til hvile under kirkens stengulv.

Det gælder blandt andet Stephen Hawking, Charles Darwin og Isaac Newton.

  • Det var ikke nødvendigt at stå i kø for at komme ind i den gamle kirke tidligere i dag. (Foto: © Sean Coogan)
  • (Foto: © Sean Coogan)
1 / 2

Turister bevægede sig rundt i den store kirke i langsomt tempo og med god afstand til hinanden ført an af udleverede audioguides. Rundt omkring var der tid og plads til at stoppe op, og blot en enkelt tourgruppe på 10-12 mennesker var at finde på denne tid af dagen.

Der var ikke tale om business-as-usual, fortalte en af de ansatte.

- Der har været meget stille. Jeg tror, at det bliver sådan i nogle uger endnu, sagde hun.

Ude i kirkens midterskib deltog en halv snes mennesker i eftermiddagens første messe, mens flere turister kiggede med på afstand.

Præsten bad for verdens flygtninge, Mellemøsten og ofrene for corona-udbruddet.

- Barmhjertige herre, hør os, lød det fra præsten.

Dernæst fulgte nadveren. En håndfuld af de fremmødte trådte frem og knælede. Præsten uddelte derefter de møntformede brød til de knælende.

Den sædvanligt efterfølgende vin udeblev dog - og det har den gjort i de seneste to-tre uger på grund af coronavirusset, fortalte den ansatte.

Kirken opfordrer ligeledes til at undgå fysisk kontakt, hvorfor præsten nøjedes med at nikke til kirkegængerne, da han bød farvel til dem.

Aflysningerne begynder

Også briternes nationale museum for moderne kunst, Tate Modern, kørte på lavt blus i dag.

- Her er meget stille, nyd det, sagde en af de ansatte, da jeg spurgte ham om situationen.

  • En stille dag på Tate Modern. (Foto: © Sean Coogan)
  • Også i St. Pauls var der ro på. (Foto: © Sean Coogan)
  • Det gav blandt andet god plads på observationsdækket. (Foto: © Sean Coogan)
1 / 3

Den samme melding fik jeg i St. Pauls katedralen, hvor der heller ikke var ventetid for at komme ind.

Tidligere på dagen havde jeg været i to af de lokale teatre, der har henholdsvis Wicked og Hamilton på programmet. Begge steder var det uden videre muligt at købe billetter til forestillingerne de næste par dage.

- Sådan er det ikke normalt vel?, spurgte jeg en af billetsælgerne.

- Nej, det er spændende tider, sagde han med et smil.

Efter premierministerens melding her til aften ser det langt sværere ud for folk, der ønsker at se en London-musical.

Flere teatre har nemlig aflyst aftenens forestillinger.

  • Aftenens Wicked-forestilling blev aflyst kort før, at tæppet skulle gå op. (Foto: © Sean Coogan)
  • Ude foran Victoria Palace stod en halv snes ansatte for at informere de fremmødte om, at aftenens forestilling var aflyst. (Foto: © Sean Coogan)
1 / 2

Om det også gælder i morgen, vides endnu ikke.

I mellemtiden har blandt andet det traditionsrige hestevæddeløb Grand National meldt ud, at årets arrangement, der skulle have fundet sted i starten af april, er aflyst. Samtidig er OL-kvalifikationsturneringen i boksning i London lukket ned før tid, så atleterne kan rejse hjem til deres hjemlande.

Ifølge The Guardian har 55 briter i skrivende stund mistet livet som følge af coronavirus.