Trumps skriverier om "sindssyge Mika" og "Psyko Joe" får partifæller op af stolen

Præsident Donald Trumps tweets om tv-værtspar er over stregen, lyder det fra begge politiske fløje i USA.

MSNBC's værter Joe Scarborough og Mika Brzezinski har ikke direkte kommenteret angrebet fra Trump, men de har lavet hentydninger på deres Twitter-profiler. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

USA's præsident Donald Trumps skriverier på det sociale medie Twitter er endnu engang kommet i søgelyset, og denne gang får præsidenten kritik fra egne rækker.

Flere republikanske politikere mener, at præsident Trump gik over stregen, da han i går morges amerikansk tid skrev en kommentar om to amerikanske morgen-tv-værter i en nedladende tone, skriver BBC og CNN blandt andre.

- Jeg hørte 'Morning Joe' med det dårlige seertal, at de talte dårligt om mig (ser det ikke mere). Men hvorfor kom sindssyge Mika med lav IQ sammen med Psyko Joe så til Mar-A-Lago tre nætter i træk omkring nytårsaften og insisterede på at gøre mig selskab. Hun blødte kraftigt efter en ansigtsløftning. Jeg sagde nej.

Dette skrev præsidenten om værtsparret og kæresteparret Joe Scarborough og Mika Brzezinski, der styrer tv-udsendelsen 'Morning Joe' på kanalen MSNBC. Mar-A-Lago er præsidentens golfklub i Palm Beach, Florida.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/880408582310776832 https://twitter.com/realDonaldTrump/status/880410114456465411

Støtte fra Melania Trump

​Tweetet har fået flere republikanere til at tage afstand fra Trumps skriverier om tv-værterne. I særdeleshed kommentaren om den kvindelige værts udseende.

- Selvfølgelig mener jeg ikke, at det var en passende kommentar. Vi prøver at forbedre tonen og civiliseringen i debatten, og det her hjælper åbenlyst ikke på det, lyder reaktionen fra den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, ifølge CNN.

Jeb Bush, som kæmpede mod trump om at blive republikanernes kandidat under præsidentvalget, kritiserer ligeledes sin partifælle for udfaldet.

- Upassende. Uværdigt. Ikke præsidentielt, skriver Bush, der er bror til tidligere præsident George W. Bush.

https://twitter.com/JebBush/status/880478849909305344

Ifølge BBC kommer Trumps udfald i en tid, hvor de to tv-værter, som har rødder i det republikanske parti, flere gange har kritiseret præsidenten for åben skærm.

Ikke overraskende bliver Trump også kritiseret af demokrater. Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger, at Trumps kommentar er 'sexistisk og et angreb på den frie presse og en fornærmelse af alle kvinder'.

Republikaneren Lynn Jenkins skriver på Twitter, at vi i stedet for skal kæmpe for kvinders position.

- Det her er ikke i orden. Som kvinde i politik bliver jeg ofte kritiseret for mit udseende. Vi bør hellere arbejde for at styrke kvinder, skriver hun.

https://twitter.com/RepLynnJenkins/status/880433829856542721

Den republikanske senator Lindsey Graham har flere gange tidligere kritiseret Trump, og denne gang lægger han heller ikke fingrene imellem og skriver på Twitter, at præsidentens kommentar er under lavmålet og viser alt det, der er forkert i amerikansk politik.

- Vær venlig og bare stop. Det her er ikke normalt og under præsidentembedets værdighed, skriver den republikanske senator Ben Sasse på Twitter.

https://twitter.com/BenSasse/status/880429821775552514

Præsident Donald Trump får opbakning fra sin hustru, førstedame Melania Trump, skriver CNN.

- Som førstedamen har udtalt offentligt tidligere, vil hendes mand slå tilbage ti gange så hårdt, når han bliver angrebet, siger Melania Trumps talskvinde Stephanie Grisham i en udtalelse.

TV-stationen MSNBC har også kommenteret personangrebet, og en talskvinde siger, at præsidentens fremtoning skygger for, hvad han reelt set er valgt til at udføre.

- Det er en trist dag for USA, når præsidenten bruger sin tid på mobning, på at lyve og spy smålige personangreb i stedet for at udføre sit arbejde, siger MSNBC-talsmand Lorie Acio i en erklæring.

Værten Mika Brzezinski har ikke med ord kommenteret Trumps tweet om hende, men på sin Twitter-profil har hun delt et billede, der refererer til tidligere udsagn om størrelsen på præsidentens hænder.

https://twitter.com/morningmika/status/880415526371176448