Trumps sejr bekymrer dr.dk's brugere: Skal vi frygte Tredje Verdenskrig?

Kan du berolige os og fortælle, at det ikke er så galt, som man tror? Jesper og flere andre dr.dk-brugere frygter voldsomme konsekvenser af Trumps valgsejr og søgte trøst hos USA-ekspert Derek Beach.

- Måske opfører Donald Trump sig som en voksen, når det går op for ham, hvilket ansvar han har, skriver professor Derek Beach til dr.dk's brugere.

Valget af Donald Trump som USA's nye præsident bekymrer en stor del af dr.dk's brugere.

I hvert fald en stor del af de brugere, der her til formiddag spurgte USA-ekspert Derek Beach, hvad vi kan forvente med Trump som verdens mest magtfulde mand.

Kan du berolige os og fortælle, at det ikke er så galt, som man tror? Spørgsmålet kommer fra brugeren Jesper.

- Lad os se, hvordan det bliver. Måske opfører Donald Trump sig som en voksen, når det går op for ham, hvilket ansvar han har, svarer Derek Beach, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i internationale og amerikanske forhold.

Du kan se alle svarene fra Derek Beach HER.

Trump kan ikke trykke på knapperne

Brugeren Noah Villumsen udtrykte bekymring for flere krige, men ikke på sine egne vegne.

Min kæreste er helt vildt bekymret på hele verdens vegne med Trump ved knapperne. Skal vi være bekymret?

- Ja og nej. Han kan ikke trykke på knapperne. Han kan beordre det, men hvis det er en hel tosset ordre, vil soldaterne ikke adlyde.

Brugeren Sabrina spørger mere direkte, om vi skal frygte en Tredje Verdenskrig med Donald Trump som præsident.

- Frygt ikke Tredje Verdenskrig. En 'tosset' præsident skulle have soldater, som vil adlyde tossede ordre, og det vil de amerikanske soldater (formentlig) ikke. De har allerede meldt ud, at de ikke vil lave det tortur, som Trump foreslog under valgkampen, vurderer Derek Beach.

Men er der virkelig grund til at bekymre sig? Trump er jo ikke diktator. Der er mennesker omkring den kommende præsident til at rådgive ham.

Derfor vil brugeren Anne gerne vide, om folks negative og bekymrede reaktioner ikke er lidt overdrevne? Men der er ikke meget trøst at hente i svaret fra Derek Beach.

- Nej. Jeg kender selv til amerikansk udenrigspolitik, og det, Trump har sagt under valgkampen, gav ingen mening, eller også var det decideret farligt.

Ingen mur, men flere hegn

Og så alligevel lidt trøst til de bekymrede.

- Præsidenten kan meget, men der er trods alt mange bånd, der binder præsidenten i USA, selv på det udenrigspolitiske område.

Derudover er der bremseklodser i det politiske system, så Donald Trump ikke bare kan gennemføre hvad som helst.

- En af dem hedder Kongressen, den anden hedder domstolene, den tredje hedder soldater i en retsstat. En præsident kan meget, men han skal have penge til ting, og han skal have soldater til at udføre sine ordre, og domstolene overvåger, om det hele går rigtigt til.

Det med økonomien kommer ifølge Derek Beach også til at sætte en stopper for den varslede mur mod Mexico.

- Det skal han have penge til. Og det er Kongressen, som skal give ham 100-200 milliarder dollars. Men der kommer flere hegn og så videre.

Valget har vist, at USA er dybt splittet. Men hvor splittede er amerikanerne? Og bør vi være bekymrede for borgerkrigslignende tilstande i USA?, spørger dr.dk-brugeren Jeppe.

- Nej. USA er dybt splittet, men demokraterne har vinden med sig på længere sigt grundet den demografiske ændring. Ved næste valg vil de spansktalende fylde mere end i år. Hvis Trump ikke ændrer kurs, vil hans og resten af partiet immigrationsfjendtlige politik mobilisere en større koalition imod ham. Det vil sige, at det formentlig er sidste valg, hvor en hvid, nationalistisk politik kan få et flertal ved et præsidentvalg, spår Derek Beach.