General James Mattis, der er den kommende amerikanske præsident, Donald Trumps, foretrukne til posten som forsvarsminister, advarer om, at Rusland og præsident Putin "forsøger at ødelægge Nato".
Det kom frem under en høring i Senatet torsdag, hvor James Mattis også advarede om, at Nato-alliancen er under sit mest alvorlige angreb siden Anden Verdenskrig.
- Lige nu er det vigtigste, at vi erkender, hvad vi har at gøre med angående hr. Putin, og at vi erkender, at han forsøger at ødelægge den nordatlantiske alliance, siger Mattis ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han opfordrede Kongressen til at være klar til at øge de militære udgifter og tilføjede, at de største trusler mod verdensordenen udgøres af Rusland, Kina og militante islamister.
- Vi må se i øjnene, hvad det er, Rusland har gang i, siger han ifølge Reuters.
Dermed går han imod Donald Trump, der ved flere lejligheder har udtalt sig i rosende vendinger om Vladimir Putin.
Se James Mattis omtale Rusland ved dagens høring i videoen i toppen af artiklen.
Pompeo: Fuld tillid til efterretningstjenester
Donald Trumps udvalgte til at lede efterretningstjenesten CIA, Mike Pompeo, blev under senatshøringen spurgt ind til den igangværende konflikt mellem Donald Trump og de amerikanske efterretningstjenester.
Her har de to parter haft slagsmål om Ruslands rolle i hackersagen under den amerikanske valgkamp samt lækagen af en omstridt rapport, som beskriver en angivelig sex- og pengeklemme, som Rusland har på Trump.
Her udtalte Mike Pompeo, at han har "fuld tillid" til de amerikanske efterretningstjenester. Han kritiserede også Rusland for at have invaderet Ukraine og for "at gøre næsten ingenting for at ødelægge Islamisk Stat."
Under høringen torsdag kom det også frem, at den formentlig kommende forsvarsminister, general Mattis, går ind for at beholde atomaftalen med Iran. En aftale, han ellers tidligere har udtalt sig kritisk om.