Trumps indrejseforbud er trådt kraft: Seks personer nægtet adgang til fly mod USA

Fem irakere og en yemenit blev de første til at sande, at USA nu vil gøre det sværere at komme til USA.

USA's præsident, Donald Trump underskrev fredag et dekret, der forhindrer nye visumudstedelser til personer fra syv konkrete lande, heriblandt Irak og Syrien. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Fem irakere og en statsborger fra Yemen er lørdag blevet nægtet at komme om bord på et EgyptAir-fly fra Kairo i Egypten til New York i USA, skriver Reuters.

Nyhedsbureauet henviser til kilder i lufthavnen i Egyptens hovedstad.

Det sker, kort tid efter at USA's præsident, Donald Trump, fredag underskrev et dekret, der forhindrer nye visumudstedelser til personer fra syv konkrete lande, heriblandt Irak og Syrien.

Beslutningen er en del af en række stramninger i USA's udlændingepolitik. Formålet er ifølge Trump at holde "radikale, islamistiske terrorister" ude af landet.

De seks personer, der nu ikke kan komme til USA fra Egypten, er de første kendte tilfælde af personer, der angiveligt bliver ramt af stramningerne.

Frem til en række strammere regler er på plads, vil der ikke blive udstedt visum til borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Det skal angiveligt gælde i foreløbig 90 dage, skriver amerikanske medier.

/ritzau/