Trumps eksadvokat får tre års fængsel

Michael Cohen er blandt andet blevet dømt for at have betalt to kvinder tys-tys-penge.

Michael Cohen var i mange år Donald Trumps personlige advokat og 'problemknuser'. Nu skal han tre år i fængsel. (Foto: © EDUARDO MUNOZ ALVAREZ, Scanpix)

Den amerikanske præsidents eksadvokat, Michael Cohen, er i dag blevet idømt tre års fængsel af forbundsdomstolen for New Yorks sydlige retsdistrikt.

Han er blandt andet blevet dømt for under præsidentvalgkampen i 2016 at have betalt tys-tys-penge til to kvinder, heriblandt pornoskuespilleren Stormy Daniels, der hævder at have haft affærer med Donald Trump.

Det blev aldrig oplyst til de amerikanske myndigheder, og det er i strid med reglerne for kampagnebidrag.

Den 52-årige advokat, der i en årrække var en af den amerikanske præsidents nærmeste medarbejdere, har også fået to måneders fængsel for at have løjet for Kongressen.

Han sagde under en senatshøring, at han ikke kendte til Donald Trumps planer om at bygge et højhus i den russiske hovedstad, Moskva, hvilket han efterfølgende trak tilbage.

Pressen var mødt talstærkt på, da Michael Cohen ankom til retten i dag. (Foto: © JEENAH MOON, Scanpix)

'Lyssky handlinger'

Michael Cohen blev også kendt skyldig i skatteunddragelse for 1,4 millioner dollar, og dommer William H. Pauley III understregede ved strafudmålingen, at Michael Cohen har fortjent en hård straf for sine forbrydelser.

Forsvarsadvokaterne forsøgte ellers at tegne et billede af Michael Cohen som en loyal medarbejder, der lod sig styre af sin chef i forhold til overtrædelsen af loven for kampagnemidler, fortæller DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz.

- Men der er ingen tvivl om, at dommeren med stor alvor har set på det faktum, at Michael Cohen selv er advokat - endda Donald Trumps personlige advokat - og derfor udmærket vidste, hvad der var lovligt, og derfor havde et helt særligt ansvar i forhold til de gerninger, han er kendt skyldig i, forklarer hun.

Dommeren afviste samtidig forsvarsadvokaternes argumenter om, at Michael Cohen skulle slippe med en mildere straf, fordi han har samarbejdet med myndighederne i de igangværende undersøgelser af Donald Trumps mulige forbindelser til Rusland.

Michael Cohen sagde selv i retten, at han følte, at det var hans ansvar at dække over Donald Trumps "dirty deeds" - "beskidte handlinger". Her ville anklagemyndigheden gerne have at vide, hvilke handlinger der var tale om, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

- Men Cohen har indtil nu ikke været fuld ud samarbejdsvillig, og det har været afgørende for, at Anklagemyndigheden i New York anbefalede en hård straf i samtlige forhold, forklarer hun.

Ville tage en kugle for Trump

Michael Cohen begyndte at arbejde for Donald Trump i 2006, og indtil for få år siden fungerede han som den amerikanske rigmands fortrolige advokat og ’problemknuser’.

Han var en del af Donald Trumps allernærmeste inderkreds, og sidste år udtalte han, at han ligefrem ”ville tage en kugle” for den amerikanske præsident.

Det ændrede sig dog i begyndelsen af året, efter det kom frem, at Michael Cohen på vegne af præsidenten havde indgået en fortrolighedsaftale med pornoskuespilleren Stormy Daniels.

Hun påstår, at hun havde en affære med Donald Trump i 2006, og fortrolighedsaftalen var blevet indgået kort før præsidentvalget i 2016, hvor Donald Trump vandt en overraskende sejr over den demokratiske kandidat, Hillary Clinton.

Pornoskuespilleren havde samtidig fået udbetalt 130.000 dollar for at holde tæt om den påståede affære.

Stormy Daniels hævder, at hun havde en affære med Donald Trump i 2006. Det afviser Donald Trump. (Foto: © Markus Schreiber, Scanpix)

Cohen: Trump kendte til betaling

Til at begynde med fastholdt Michael Cohen, at han på eget initiativ havde betalt Stormy Daniels, og at det intet havde med præsidentvalget at gøre. Hvis de 130.000 dollars kunne opfattes som et kampagnebidrag, skulle de nemlig have været registreret hos de amerikanske myndigheder.

Efterfølgende kom det dog frem, at Donald Trump havde tilbagebetalt sin advokat, og herefter blev forholdet mellem de to gradvist dårligere.

I sommer udtalte Michael Cohen så, at det nu var ”familie og fædreland, som kommer først”, og i august erklærede Michael Cohen sig blandt andet skyldig i at have stået bag ulovlige kampagnedonationer ved at betale både Stormy Daniels og Playboy-modellen Karen McDougall.

Michael Cohen understregede dengang over for anklagemyndigheden i New York, at Donald Trump havde bedt ham om at foretage udbetalingerne. Det afviste præsidenten efterfølgende, og han betegnede samtidig sin tidligere højre hånd som både ’svag’ og ’ubegavet’.

Her ses Donald Trump sammen med sin tidligere advokat. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Kan blive en trussel for Trump

Nu er Michael Cohen så blevet dømt for at have overtrådt reglerne for kampagnebidrag, og ifølge DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, kan Michael Cohen gå hen og blive en politisk trussel for præsident Donald Trump.

- Det store spørgsmål er, hvad anklagemyndigheden har tænkt sig at gøre med det faktum, at anklagemyndigheden selv siger, at der er bevis for, at overtrædelsen af loven for kampagnemidler skete på ordre fra og i koordination med Præsident Trump, siger hun og fortsætter:

- Præsidenten selv, har sagt, at Cohen er en svag og ikke særlig klog person, som lyver i et forsøg på at få nedsat sin straf for den lange række af anklagepunkter, som han blev straffet for i dag.

Michael Cohen skal begynde at afsone sin straf den 6. marts.

Her forlader Michael Cohen retten i New York efter dagens dom. (Foto: © DREW ANGERER, Scanpix)