Den amerikanske præsident Donald Trump var selv vældigt begejstret over, at han tidligere i dag som den første siddende præsident besøgte Nordkorea, da han mødtes med den nordkoreanske leder Kim Jong-un i den demilitariserede zone og tog tyve skridt ind over grænsen, den såkaldte demarkationslinje, mellem to lande.
Trump kaldte det selv 'historisk' og betegnede det som 'en stor ære'.
- Det var en storartet dag. Det var en meget legendarisk, historisk dag, sagde Trump efterfølgende ved et pressemøde, hvor han i vanlig stil også brugte lejligheden til at lange ud efter medierne og sin forgænger, Barack Obama, og dennes regering.
- Da jeg overtog posten, var det et vildt rod, der skete dårlige ting, mente Trump blandt andet ifølge CNN om Obamas håndtering af Nordkorea, inden han fortalte, at han havde inviteret den nordkoreanske leder til at besøge ham i Det Hvide Hus, og de nu igen ville begynde at forhandle.
Ser mærkeligt ud
Men det er ikke alle, der er lige så begejstrede for besøget som Trump.
Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt, der var med til at forhandle freden på plads i Eks-jugoslavien og som i dag er en af formændene for tænketanken European Council on Foreign Affairs, undrer sig på Twitter.
- Det ser mærkeligt ud, konstaterer han tørt om billedet af de to statsledere, der giver hinanden hånden ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea.
Benjamin Rhodes, der fungerede som vice-national sikkerhedsrådgiver for Barack Obama, er ikke imponeret over Trumps kritik af sin forgænger.
Han afviser, at Obama skulle have forsøgt at få et møde i stand med Kim Jung-un:
- Trump lyver. Jeg var der i alle otte år. Obama forsøgte aldrig at få et møde med Kim Jong-un. Udenrigspolitik er ikke reality-tv, det er virkelighed, skriver Rhodes på Twitter.
Gode billeder og spil for galleriet
Victor Cha er tidligere national udenrigsrådgiver for Det Hvide Hus og fungerede som den vigtigtste rådgiver for George W. Bush, når det gjaldt forholdet til Nordkorea.
Han har svært ved at se meningen med at mødes med Kim Jong-un, hvis det ikke fører til mere.
- Trump gik ind over grænsen til Nordkorea i morges, østkyst-tid. Det er kun 'historisk', hvis det fører til forhandlinger om atomafrustning, en aftale, der kan prøves efter i sømmene, og en fredstraktat. Ellers er det bare nogle gode billeder og spil for galleriet, konstaterer Cha tørt.
Men der er også folk, der er begejstrede for Trumps kortvarige besøg i Nordkorea.
Sydkoreas præsident Moon Jae-in sagde, at mødet mellem Trump og Kim 'giver håb til 80 millioner koreanere'.
- Gennem dagens møde, atomafspændingen såvel som etableringen af fred på den koreanske halvø, så tror jeg, at vi lige er kommet forbi en forhindring i processen. Så de 80 millioner mennesker på den koreanske halvø har fået håb takket være i dag, sagde Moon, der også var en del af mødet sammen med Trump og Kim, selvom han ikke var med til at krydse grænsen ind til Nordkorea.
En bedre leder end forventet
Og i England er lederen af Brexit-partiet, Nigel Farrage, en af Trumps loyale støtter, også begejstret:
- Stort tillykke til præsident Trump med at have mødtes med Kim Jong-un i den demilitariserede zone. Han er en meget bedre leder, end mange troede.
Det står dog uklart, om det er Trump eller Kim, som Farrage mener, er en bedre leder end forventet.
Paven er også glad for, at de to statsledere igen er på talefod. Og han mener, at den katolske kirke har en andel i, at det lykkedes.
- I løbet af de seneste timer har vi hjulpet i Korea med et godt eksempel på dialogens kultur, sagde Pave Frans ved søndagens messe i Peters Kirken i Rom, hvor han også gav udtryk for, at mødet var 'endnu et skridt i retning af fred. Ikke bare på halvøen, men også i hele verden.'