Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil lade omkring 400 amerikanske soldater forblive udstationeret i Syrien.
Det bekræfter højtstående embedsmænd fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa. Tidligere forlød det, at 200 amerikanske soldater skulle blive i Syrien - men det tal er nu altså fordoblet.
At 400 amerikanske soldater forbliver i landet betyder dog ikke, at præsident Trump har ændret holdning om den amerikanske indsats i landet. Det siger han fredag aften dansk tid.
De 400 tropper forbliver i Syrien i to forskellige områder.
Det ene er en sikkerhedszone nær den nordøstlige grænse til Tyrkiet.
Det andet område er ved den amerikanske militærbase i Tanf nær grænsen mod Irak og Jordan.
Skal sørge for at IS ikke genopstår
Det sker blandt andet for at sørge for, at den militante gruppe Islamisk Stat (IS), der stort set er besejret i Syrien, ikke genopstår.
Beslutningen skaber glæde hos den ansvarlige for udenrigsanliggender hos Syriens Demokratiske Styrker (SDF), Abdel-Karim Omer.
- Det er en god beslutning i forhold til at imødekomme trusler fra Tyrkiet om at rykke ind i området, siger han ifølge dpa.
SDF, der ledes af den kurdiske YPG-milits, er truet af angreb fra Tyrkiet, der mener, at YPG arbejder sammen med den tyrkisk-kurdiske organisation PKK. Den regnes som en terrororganisation.
USA's tilstedeværelse i Syrien har været med til at beskytte kurderne.
Den 20. december sidste år erklærede Trump sejr over IS og meddelte, at man ville trække de amerikanske tropper ud af det krigshærgede land.
Trump har senere modificeret udtalelsen om, at IS er besejret.
Planerne om at trække de omkring 2000 amerikanske soldater, der er i Syrien, ud, kom som en overraskelse for mange.
/ritzau/Reuters