Præsident Donald Trump vil nu have undersøgt, om det var en god idé at ophæve sanktionerne mod Iran i forbindelse med den atomaftale, der blev indgået i 2015.
Det har den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, informeret Kongressens medlemmer om.
Revisionen skal ifølge udenrigsministeren slå fast, om det var i USA's nationale sikkerhedsinteresser, at man fjernede sanktionerne.
Rex Tillerson understreger, at Iran stadig overholder betingelserne i aftalen. Til gengæld er han bekymret over, at Iran finansierer terrorister.
Frem mod præsidentvalget i USA i november kritiserede Donald Trump flere gange atomaftalen med Iran, som han kaldte 'historisk dårlig'.
Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland blev indgået i juli 2015.
Den sikrer, at der er international kontrol med atomprogrammet, sådan at Iran ikke udvikler atomvåben. Til gengæld skal sanktioner mod Iran lettes.
/ritzau/