Trump vil afvise asyl ved ulovlig indrejse

​​​​​​​Trump-regeringen er ved at lægge sidste hånd på en plan, der skal begrænse antallet af asylansøgere i USA.

USA's præsident, Donald Trump, gav torsdag sit bud på, hvordan migrantkaravanen bør håndteres. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Den karavane af migranter, som er på vej fra Mellemamerika op gennem Mexico og for manges vedkommende med kurs mod USA, er ikke "legitime asylansøgere", mener USA's præsident, Donald Trump.

Han vil fremlægge en asylplan der indebærer, at man ikke kan få lov at søge asyl, hvis man ikke er indrejst på lovlig vis.

Det betyder, at migranter, der vil søge asyl i USA, fremover skal henvende sig ved en grænseovergang for at få adgang til landet. Og asylansøgernes sager skal ekspederes langt hurtigere.

- De, der vælger at bryde vores love og indrejse på ulovlig vis, kan ikke længere bruge grundløse ansøgninger til at få automatisk adgang til vores land, siger Trump i en tale foran Det Hvide Hus.

Præsidenten mener, at migranter udnytter det amerikanske asylsystem.

- Amerika er et gavmildt samfund, men vi vil ikke tillade, at vores gavmildhed bliver udnyttet, siger Trump.

De første 20 minutter af talen bruger Trump på at nævne de farer, som han mener er forbundet med indvandring. Han taler også om de store mængder narkotika, der kommer over den sydlige grænse og ind i USA.

Ifølge præsidenten er et stort antal personer i migrantkaravanen voldelige.

- De brød med vold gennem den mexicanske grænse for få dage siden. Det er ikke en uskyldig gruppe mennesker. Det er en stor gruppe, der er meget skrappe, lyder det blandt andet fra Trump.

På kant med lovgivningen?

Langt størstedelen af folkene i karavanen er ifølge internationale medier mennesker fra blandt andet Honduras, som har forladt deres hjemland på grund af vold og fattigdom.

- Disse ulovlige karavaner vil ikke blive lukket ind i USA. De spilder deres tid, understreger præsidenten.

Menneskerettighedsgrupper har efter talen rettet skarp kritik mod Trump, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Præsident Trumps forsøg på at fremstille fredelige familier, der søger asyl, som en national sikkerhedstrussel er lige så absurd, som det er ondskabsfuldt, lyder det fra organisationen Human Rights First.

- Hvis han (Trump, red.) planlægger at forbyde folk at søge asyl ved grænsen, så er planen ulovlig, lyder det fra borgerrettighedsgruppen The American Liberties Union.

Men spørgsmålet er, om Trump kan komme igennem med sine stramninger på asylområdet.

Ifølge den nuværende lovgivning kan enhver person, der rejser ind i USA, søge om asyl. Det gælder, uanset om denne person er indrejst på lovlig eller ulovlig vis.

Derfor kan det ventes, at regeringens nye plan vil blive udfordret ved domstolene, rapporterer den britiske tv-station BBC.

Amerikanerne stemmer ved midtvejsvalget på tirsdag, og i de seneste dage har Trump brugt meget taletid på at fremstille karavanen af migranter som en trussel mod USA.

/ritzau/