USA's præsident, Donald Trump, vil fredag præsentere nye sanktioner mod Nordkorea.
Sanktionerne vil være de "største nogensinde", viser uddrag af en tale, Trump ventes at holde senere fredag.
De vil være rettet mod de områder, hvor det nordkoreanske styre stadig har en indtjening eller kan bruge til at skaffe brændstof til landet.
Sanktionerne vil ramme over et halvt hundrede fartøjer, skibsrederier og forskellige handelsvirksomheder, som "hjælper Nordkorea med at undgå sanktionerne".
De nye tiltag skal være med til at øge presset på styret i Nordkorea for at opgive sit omstridte atomprogram.
For to uger siden antydede vicepræsident Mike Pence, at en ny omgang sanktioner var under forberedelse.
Nordkorea foretog sidste år adskillige testaffyringer af langtrækkende raketter og sin hidtil kraftigste atomprøvesprængning.
Det sker på trods af flere resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.
Nu er det dog mere end to måneder siden, at Nordkorea foretog den seneste rakettest.
Meldingen om nye sanktioner fra USA's side kommer samtidig med vinter-OL i Sydkorea.
Nord- og Sydkorea brugt den store sportsbegivenhed som en anledning til at forsøge at få indledt nye forhandlinger mellem de to lande.
/ritzau/Reuters