Det er frokosttid i byen Erie i staten Pennsylvania. Her har ægteparret Crystal og Richard Arlington sat sig godt til rette foran den lokale diners mange skærme, og den, de har kig på, viser rigsretshøringerne i Washington.
- Det er en joke, en heksejagt. De finder på det hele. Præsidenten har ikke gjort noget forkert, siger parret.
De støtter Trump og ser høringerne som Demokraternes forsøg på at sikre sig magten.
Trump forstår os
Vi er i en af de helt afgørende svingstater, altså stater som er kendt for at afgøre præsidentvalg.
Her svinger resultater ofte fra valg til valg, og her i Pennsylvania gik pendulet overraskende fra Demokraterne til Republikanerne, da Trump blev valgt i 2016.
- Trump forstår os. Han er en forretningsmand og ikke en levebrødspolitiker. Washington er ligeglade med os. Og jeg er færdig med politikere, siger Richard Arlington.
Ægteparret er på præsidentens side i de meningsmålinger, der over en bred kam stort set deler landet i to i spørgsmålet om, hvorvidt Trump skal stilles for en rigsret.
- Det er misbrug af vores skattekroner. De har siddet der i ugevis og ævlet og bævlet. Jeg tror ikke på et ord af, hvad de siger, og de skulle hellere bruge deres tid på at arbejde for det amerikanske folk, fortæller Crystal Arlington.
Her ser de ikke høringerne som en kamp for demokratiet eller som Kongressens forfatningsmæssige pligt til at undersøge og sikre, at USA's præsident ikke misbruger sit embede og udøver magtmisbrug for egen vindings skyld.
Belastede vidneudsagn
De tror ikke på vidnerne - vidner, som arbejder i Trumps administration, eller som er direkte udpeget af Trump som for eksempel Gordon Sondland: Rigmanden, der gav en million dollar til Trumps indsættelse og derefter blev udnævnt som USA's EU-ambassadør.
Sondland gav det måske mest belastede vidneudsagn for præsidenten og placerede ansvaret helt ind i det ovale kontor. Men ægteparret hører noget andet.
- Der er ikke beviser for, at Trump gjorde noget forkert. Det er alt sammen spekulation, og Demokraternes forsøg på at finde noget at fælde Trump på, fordi de ikke kan vinde over ham i et præsidentvalg, siger Richard Arlington.
'Obama aflyttede Trump'
Parret er overbevist om, at Demokraterne længe har været ude efter Trump. Helt tilbage til valgkampen i 2016.
- De aflyttede jo Trump Tower i New York for at høre, hvad Trump havde tænkt sig at gøre, siger Crystal.
- Ja, Obama sørgede for, at Trump blev aflyttet, fortsætter hendes mand.
Men når jeg forklarer, at samtlige amerikanske efterretningstjenester slog fast, at det var en konspirationsteori uden nogen som helst form for hold i virkeligheden, svarer de begge prompte.
- Det tror vi ikke på.
De forklarer, at de hverken stoler på efterretningstjenesten, staten eller Washington. Og når jeg spørger, hvem de så stoler på, lyder svaret: Donald Trump.
Smuds på rivalen
De tror ikke på anklagerne om, at Trump bevidst har tilbageholdt militære midler godkendt af Kongressen for at presse Ukraine - en sårbar allieret, der ligger i krig med Rusland - i et forsøg på, at få Ukraine til at kaste smuds på Trumps mulige rival i præsidentvalget Joe Biden.
Handlingen kunne give Trump bedre chancer for et genvalg i 2020.
- Det er da helt naturligt, at en præsident stiller spørgsmål eller krav til en anden statsleder, særligt når de modtager millioner af dollar, som er vores skattekroner, siger Crystal Arlington.
- Trump har allerede alt, hvad han skal bruge. Han har ikke brug for hjælp fra et andet land eller smuds for at vinde, siger hun.
Den amerikanske drøm
Parret er begge et mikrokosmos af den amerikanske drøm. De kommer fra ingenting. Crystal blev enlig mor som 15-årig, men sammen har de bygget en større forretning op.
De synes, at Washington og staten i det hele taget skal blande sig så lidt som muligt - både når det gælder retten til våben, og til hvad Trump laver i Det Hvide Hus
Crystal Arlington viser et udvalg af sine skydevåben:
- Trump har ikke forandret sig. Han gør, hvad han lover og er ikke ligesom de andre politikere, der ændrer mening i forhold til, hvad der bedst kan få dem valgt. Og derfor er mange efter ham, siger Crystal Arlington.
Hun fortæller, at siden Trump kom til har forretningsdrivende som hende selv fået det markant bedre.
- Han har sørget for skattelettelser. Jeg har mere i lønposen. Vores virksomhed har langt flere kunder, og mine aktier har aldrig klaret sig bedre, fortæller hun.
Trump er historisk upopulær
De seneste målinger viser, at Trump er historisk upopulær.
Han har stadig sine kernevælgere og partiets opbakning, men de såkaldte “approval ratings” måler ham i øjeblikket til en opbakning på kun 41,9 procent, mens 53,6 procent er imod ham. Det viser, at kernebasen stadig bakker op uanset hvad.
Men han får brug for mere end den base, hvis han - rigsretssag eller ej - går efter genvalg til næste år.
Og her bliver vælgerne på midten og svingstater som Pennsylvania helt afgørende. Ved valget i 2016 var det kun 44.000 stemmer, der skilte Trump og Hillary Clinton. Og derfor har begge partier allerede nu sat hårdt ind for at vinde vælgere i staten, og særlig Demokraterne har oprustet. Men Crystal Arlington er ikke urolig og stoler slet kke på målingerne.
- Vent og se. Hvis de stiller Trump for en rigsret, gør de ham til martyr. Allerede nu er folk heromkring vrede over de her høringer. Så en rigsret vil kun gøre Trump endnu mere populær og sikre ham sejren i 2020, siger hun.
Ægteparret har begge før stemt på demokratiske kandidater. Men det er slut. De er i det hele taget færdig med politikere. Og vil kun stemme på en person som Trump.
- Washington er ligeglad med os. Men Trump forstår os. Han er en forretningsmand.
De selv ejer en virksomhed, som står for anlægning af haver og snerydning i mere end 39 stater. Og så er de svingvælgere. Altså vælgere, der har stemt på både demokratiske og republikanske kandidater. Men nu stemmer de kun på Trump.