Polens hovedstad Warszawa er som en travl vært før et middagsselskab – hovedstaden løber rundt om sig, så alt står knivskarpt, når den amerikanske præsident, Donald Trump skal tale til folket klokken 13.
Store dele af byen er spærret af, og næsten 400 livvagter fra den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service er indsat i gaderne for at beskytte Trump.
Polakker draperet i amerikanske flag
Ifølge DR Nyheders udsendte i Polen, Clara Binczak Lindhardt, kan man tydeligt mærke på den østeuropæiske hovedstad, at de har glædet sig til Trumps besøg. Hun er på den plads, hvor Trump skal tale.
- Ligemeget hvor man kigger hen, er der mennesker, der er pakket ind i amerikanske og polske flag, fortæller Clara Binczak Lindhardt.
Til lyden af amerikansk rockmusik er hun på vej ind foran podiet, som Trump indtager om kort tid.
- Kigger man henover menneskemængden, kan man se de røde 'Make America Great Again'-kasketter på hovederne af folk. Der er også nogen, der er draperet fuldstændig ind de rød-blå amerikanske flag.
Ifølge Clara Binczak Lindhardt har polakkerne set frem til Trumps besøg i byens hovedstad Warszawa.
- De er først og fremmest begejstrede for, at en amerikansk præsident i det hele taget kommer til byen, men de er især begejstrede for netop Donald Trump, fordi han er så konservativ, som polakkerne også er, siger Clara Binczak Lindhardt.
Trump udstikker sin vision for Europa
Det er ikke et hvilket som helst sted, Trump skal tale til det polske folk. Han indtager podiet foran et vigtigt monument for ofrene for Warszawa-opstanden. Et slag, hvor 200.000 polakker og 15.000 soldater mistede livet i et slag mod de tyske besættelsesstyrker.
Det er ikke tilfældigt, at Trump holder sin tale foran det monument, der har så stor betydning for polakkerne. Ifølge Trumps rådgivere vil han i talen udstikke hele sin vision for Europa, og hvad det præcist indebærer, er stadig uklart.
Men ifølge Clara Binczak Lindhardt er den især vigtig, fordi polakkerne håber, at han bekræfter den såkaldte "musketer-ed", der handler om, at hvis ét NATO-land bliver angrebet, så kommer de andre Nato-lande til undsætning med soldater.
Den ed har Trump ved forskellige lejligheder undladt at bekræfte, og det er til stor angst for landene i Østeuropa - især efter Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim for tre år siden.
- Så de er nervøse for, at samme skæbne også kan overgå dem, siger Clara Binczak Lindhardt med henvisning til, at polakkerne håber, at USA har deres ryg, hvis Rusland skulle finde på angribe dem.
Polske Trump-tilhængere: Make Poland Great Again
Mange polakker håber, at Trump i sin tale vil sende et klart signal til Polens naboland og tidligere magthaver, Rusland.
- Det vigtigste er, at Trump gentager sin støtte til Polen – at det nu bliver "Polen først", siger Adrian Zimny – med henvisning til et andet udtryk fra Trump, nemlig "America First".
En af de andre polske Trump-tilhængere, som DR Nyheder har mødt på gaden i Warszawa, er Przemyslaw Matuszewicz. Den røde klud i hans jakke matcher hans ’Make America Great Again’-kasket.
Han håber også, Trump bekræfter, at NATO og dermed USA kommer Polen til undsætning, hvis Rusland skulle finde på at angribe.
- Under alle omstændigheder ville det være usandsynligt, hvis Trump helt trækker sig ud af alliancen – men på den anden side så selve valget af Trump helt urealistisk ud, så vi kan ikke være sikre på noget, lyder det fra Przemyslaw Matuszewicz.
Trump taler til de fremmødte foran monumentet for Warszawa-opstanden, og du kan høre talen live her på dr.dk.
Rettelse:
Vi skrev tidligere i denne artikel, at Rusland annekteret den 'russiske' halvø Krim. Det er nu rettet, da Krim hørte under Ukraine, da halvøen blev annekteret af Rusland. Vi beklager fejlen.