Trump tager hul på løfte om at skrotte Obamas grønne tiltag

Trump er angiveligt gået i gang med at indfri sit valgløfte om at afvikle flere af sin forgængers miljøtiltag.

Trumps ordre om at skrotte de grønne tiltag kan blive underskrevet så tidligt som i denne uge. (Foto: © KEVIN DIETSCH / POOL, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, er gået i gang med at afvikle en håndfuld af sin forgænger, Barack Obamas, grønne tiltag.

Det skriver The Washington Post, der har talt med unavngivne kilder med kendskab til Trumps plan.

Donald Trump vil blandt andet pålægge det amerikanske indenrigsministerium at ophæve et forbud mod nye aftaler om at forpagte føderale landområder til kulminedrift.

Præsidenten vil også pålægge USA's miljøstyrelse, the Environmental Protection Agency (EPA), at ændre begrænsningerne for elselskabers udledning af drivhusgasser.

Trumps ordre kan blive underskrevet så tidligt som i denne uge, oplyser de unavngivne kilder ifølge The Washington Post.

Den nye chef for EPA, Scott Pruitt, siger ifølge nyhedsbureauet Washington Post, at USA ikke behøver at vælge mellem beskæftigelse og miljø.

- Som en styrelse og som et land tror jeg på, at vi kan være for både energi og arbejdspladser og for miljø, siger Scott Pruitt i sin første tale til sine ansatte som chef for miljøstyrelsen.

- Vi behøver ikke at vælge mellem de to, tilføjer han.

Pruitt blev som daværende justitsminister i delstaten Oklahoma i december nomineret af Donald Trump til posten som EPA-chef. Han blev godkendt af Senatet 17. februar.

Mange i USA anser ifølge NBC News Scott Pruitt som en klimaskeptiker.

Han har således betvivlet, at mennesker har påvirket forandringer af klodens klima.

For nylig har han dog modereret den holdning. Fortsat med forbehold.

/ritzau/