Det skal være nemmere at tjekke, om en person er uegnet til at købe et våben.
Det er målet med et lovforslag fra den republikanske senator John Cornyn og hans kollega fra demokraterne Chris Murphy.
Og det lovforslag støtter præsident Trump, fortæller hans talskvinde Sarah Sanders.
- Selv om der stadig diskuteres, og ændringer til forslaget stadig overvejes, støtter præsidenten indsatsen for at forbedre systemet, der står for baggrundstjek.
Udmeldingen fra Trump kommer efter det er kommet frem, at gerningsmanden, som i onsdags skød og dræbte 17 elever og ansatte på et gymnasium i Florida, havde købt sit våben lovligt.
Hullede baggrundstjek
Instansen (NICS), som står for at udføre baggrundstjek på potentielle våbenkøbere, bør modtage indberetninger fra statslige og føderale myndigheder, hvis en person har domme eller sindslidelser, som betyder, at vedkommende ikke bør købe et våben.
Men der har tidligere været eksempler på, at systemet har fejlet.
Sidste år indrømmede det amerikanske flyvevåben for eksempel, at det skulle have indberettet, at manden, som skød og dræbte 26 mennesker i en kirke i Texas, tidligere havde fået en dom for vold i hjemmet.
Forslaget, som Trump nu støtter, stammer netop fra kirkeskyderiet i Texas.
Målet med det er at gøre de føderale myndigheder i stand til at håndhæve de nuværende regler bedre.
Unge har fået nok
Måske har Trump ladet sig påvirke af et pres, som er vokset siden onsdagens masseskyderi i Florida.
Elever, som overlevede skyderiet, kræver nu strammere våbenkontrol.
I weekenden samledes flere hundrede unge i Florida i et optog for at vise deres utilfredshed med landets våbenlovgivning.
Også på sociale medier er der opstået en bevægelse mod den nemme adgang til våben.
Under hashtagget #MeNext udtrykker de unge deres bekymring for, om de er de næste, der bliver ofre.
I år har der foreløbigt været syv skyderier i eller omkring amerikanske skoler. Skyderiet forleden var det dødeligste skoleskyderi siden 2012.
FBI fejlede
Gerningsmanden gennemførte sit angreb på trods af, at flere elever havde udtrykt deres bekymring over gerningsmandens afvigende adfærd og kærlighed til våben.
FBI har erkendt, at de ikke reagerede på en ellers meget detaljeret advarsel om den 19-årige mand, som cirka en måned senere skød adskillige af sine tidligere skolekammerater og lærere.
Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, har derfor givet ordre til en undersøgelse af FBI’s forretningsgange og kommunikationssystem. Der har i teksten før været omtalt 18 skoleskyderier, det har vi rettet til syv skoleskyderier i USA i 2018. Derudover har der været 11 skudepisoder på amerikanske skoler i 2018. Disse har vi valgt ikke at betegne som skoleskyderier, fordi skyderierne ikke er rettet mod elever i skolens åbningstid.
Nogle amerikanske kilder bruger tallet 18, og fordi vi ikke retter i direkte citater, er det blevet stående i artiklen.