Den amerikanske valgkamp forud for næste års præsidentvalg har i den grad været fokuseret på Republikanerne og deres førende kandidat Donald Trump.
Men lørdag aften var det Demokraternes tur til at debattere på direkte tv, da favoritten Hillary Clinton skulle forsøge at holde sine to modkandidater, Bernie Sanders og Martin O' Malley, bag sig i meningsmålingerne.
Debatten kom primært til at handle om Syrien, Islamisk Stat, skat og våbenkontrol i USA.
Selv om det for en gang skyld var Demokraterne, der var fokus på i den amerikanske præsidentvalgkamp, blev Republikanernes førende kandidat Donald Trump også et emne i debatten.
Bedste hverver
Især Clinton langede ud efter Trump og hans forslag om at lave indrejseforbud for muslimer i USA.
- Han er ved at blive Isis' (Islamisk Stat, red.) bedste hverver, sagde Clinton og påstod, at den ekstreme terrorbevægelse "viser videoer af Donald Trumps fornærmelser mod islam og muslimer for at hverve flere radikale jihadister".
/ritzau/Reuters