Trump skal tale i Florida: Forventer et stort publikum

Efter en måned som præsident skal Trump atter tale til vælgermøde.

Donald Trump ankom i går til Florida, hvor han skal tilbringe weekenden med blandt andet at tale på et vælgermøde. (Foto: © Joe Raedle, Scanpix)

Donald Trump er klar til atter at tale til de amerikanske vælgere på et vælgermøde – selv om han har været præsident i mindre end en måned og næste præsidentvalg ligger fire år ude i fremtiden.

Klokken 23 i aften dansk tid holder Trump et ”valgarrangement”, som hans primære talsmand Sean Spicer beskrev det tidligere på ugen, i en lufthavnshangar i byen Melbourne i Florida. Og Trump selv har store forhåbninger.

- Ser frem til Florida-valgmødet i morgen. Forventer et stort publikum, skriver præsidenten på Twitter.

Trump skriver desuden, at han skal holde mange møder i Florida, og at der er ”meget at tale om”. Ifølge AP skal han blandt andet holde samtaler med to af de personer, som er i spil til det ledige job som national sikkerhedsrådgiver. Nemlig tidligere FN-ambassadør John Bolten og general Herbert R. McMaster.

Arrangementet bliver finansieret af Trumps valgkampagne-midler, men ifølge talskvinde Sarah Sanders skal det ikke ses som en opvarmning til valgkampen i 2020, men som en mulighed for Trump til at tale direkte til det amerikanske folk.

Medierne og journalisterne gør nemlig ikke altid det bedste job med at levere præsidentens budskaber, forklarer talskvinden ifølge NPR.

- Og ingen gør det bedre, end ham selv, siger hun.

Trumps tilhængere er allerede begyndt at stille sig i kø for at sikre sig en plads til arrangementet, skriver Florida Today.

Men det er ikke kun Trump-tilhængere, som forventes at komme til Florida og se præsidenten tale. Flere hundreder demonstranter ventes ifølge Florida Today også at møde op.