Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kommer ikke til at vidne i sin egen retssag om såkaldte tys-tys-penge til pornostjernen Stormy Daniels.
Det stod klart, efter Trumps forsvarsadvokater i dag har meddelt, at de ikke vil indkalde flere vidner.
Før retssagen havde den tidligere præsident ellers tilkendegivet, at han ville vidne i sagen, hvor han er tiltalt for at have manipuleret med sine regnskaber, så det fremstod, som om pengene til Stormy Daniels var blevet brugt på at betale for juridisk bistand.
Anklager, som ekspræsidenten afviser. Han har også afvist at have haft sex med Stormy Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford.
- Trump havde dog nok tænkt, at han sagtens kunne vidne i sin egen retssag og sætte det hele på plads med et fantastisk vidneudsagn, siger Mads Dalgaard Madsen, der er tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington og i dag rådgiver for virksomheden Terma.
- Men advokaterne ser ud til at være lykkedes med at overtale ham til ikke at lade sig afhøre, hvilket også er almindelig praksis.
Kunne komme til at afsløre sig selv
Juridisk er det rigtig klogt af Trumps forsvarsadvokater ikke at indkalde den tidligere præsident som vidne, vurderer Mads Dalgaard Madsen.
- Statsadvokat Alvin Bragg ville få muligheden for at stille nogle spørgsmål til Donald Trump, som virkelig ville være ubehagelige for ham.
Trump kunne for eksempel blive tvunget til at forholde sig til nogle af de meget kulørte detaljer om den påståede affære med Stormy Daniels, som er kommet frem under retssagen.
Det ville både være personligt uheldigt for ham, og derudover ville demokraterne kunne bruge det imod ham i valgkampen, fortæller Mads Dalgaard Madsen.
Samtidig ville Trump i et svagt øjeblik måske komme til at afsløre sig selv eller tale usandt.
- Trump er jo ikke en mand, der er kendt for at holde sig meget tæt til sandheden eller til aftaler med sine advokater for den sags skyld.
Og det er ikke en særligt god kombination, når man er under ed i en retssag, hvor det er strafbart at lyve.
- Trump kunne faktisk risikere, at det ikke var retssagen, men det, at han vidnede i retssagen, der satte ham i fængsel, siger Mads Dalgaard Madsen.
Ønsker sagen afsluttet
Rent politisk er det også en fordel for Trump ikke at trække sagen længere ud end højest nødvendigt, vurderer Mads Dalgaard Madsen.
- Når han får en afgørelse, kan han komme ud og føre valgkamp igen uden at være bundet til retssalen i New York.
Som det ser ud nu, kan sagen blive lukket ned allerede i næste uge, og så kan Trump komme tilbage på kampagnesporet.
- Vi skal huske, at der allerede er fem måneder til valget, og det er en livstid i amerikansk politik. Der kan nå at ske så mange ting, at vi slet ikke husker denne her retssag, når vi når til valgdagen i november, siger Mads Dalgaard Madsen.
Sagen står og falder med kronvidnet
Den kulørte sag om tys-tys-pengene er blevet dækket massivt i den amerikanske medier.
Kronvidnet Michael Cohen, som er Trumps tidligere advokat, fixer og såkaldte pitbull, sagde, at han med Trumps godkendelse havde overført 130.000 dollars til Stormy Daniels.
Men Trumps forsvarsadvokater lykkedes også med at ridse i Cohens lak ved blandt andet at få ham til at indrømme, at han har stjålet fra Trumps virksomhed, fortæller Mads Dalgaard Madsen.
Derudover er han tidligere dømt for at lyve under ed.
- Cohen står lidt ramponeret tilbage, og alt det her kommer til at afhænge af, om juryen tror nok på Cohen til at erklære Trump skyldig.
DR’s podcast ’Stjerner og striber’ dykker hver uge ned i det forestående amerikanske valg: