Trump skærpede sin kritik af Iran - og takkede dem bagefter

Den amerikanske præsident beskylder samtidig kineserne for at blande sig i det kommende midtvejsvalg.

Onsdagens møde i Sikkerhedsrådet er Donald Trumps første i hans tid som amerikansk præsident. (Foto: © Evan Vucci, Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, skærpede sin utvetydige kritik af det iranske styre, da han her til eftermiddag dansk tid talte til FN’s Sikkerhedsråd i New York.

Hvor han i går under sin tale til FN’s generalforsamling betegnede de iranske ledere som ”et korrupt diktatur”, der sår ”kaos, død og ødelæggelse”, beskyldte han dem i dag for at ”eksportere vold, terror og uro”.

Og han understregede endnu engang, at iranerne aldrig må få fingrene i atomvåben, hvilket også var årsagen til, at han tidligere på året valgte at trække USA fra den atomaftale, som hans forgænger på posten, Barack Obama, var med til at indgå med iranerne i 2015.

- Jeg vil bede alle medlemmerne af Sikkerhedsrådet om at arbejde sammen med USA for at sikre, at det iranske regime ændrer adfærd og aldrig kommer i besiddelse af et atomvåben, sagde han.

Ros til Iran

Derfor vil han genindføre de sanktioner, som blev løftet i forbindelse med aftalen, inden begyndelsen af november.

Og han vil samtidig indføre nye sanktioner mod Iran, som vil blive ”skrappere end nogensinde før”.

- Alle personer eller enheder, der ikke retter sig efter sanktionerne, vil blive mødt med alvorlige konsekvenser, understregede han.

Donald Trump sendte dog også en tak til Iran. Han mener, at de sammen med den russiske og syriske regering har udvist tilbageholdenhed i forhold til at iværksætte et storangreb på den syriske by Idlib.

Han understregede, at han håber, at de vil blive ved med det.

- Hele verden holder øje med jer, sagde den amerikanske præsident.

Kina blander sig

Det var dog ikke kun Iran, der fik kritiske ord med på vejen af den amerikanske præsident.

Rusland blev - sammen med Iran - kritiseret for at have været medansvarlig til ”det syriske regimes nedslagtninger”.

Og Donald Trump rettede også en kritik af Kina, som ifølge præsidenten selv prøver at blande sig i det kommende midtvejsvalg i USA til november.

- De vil ikke have, at vi (Republikanerne, red.) skal vinde, fordi jeg er den første præsident, der nogensinde har turdet at udfordre Kina, når det kommer til handel, sagde han – uden dog at fremlægge beviser for sin påstand.

Han tilføjede efterfølgende over for pressen, at han har "masser er beviser på", at kineserne blander sig i valget. Men heller ikke her valgte han at fremlægge dem.

Det er ikke første gang, at han beskylder kineserne for at blande sig i det kommende midtvejsvalg. Tidligere på måneden tweetede han, at Kina, som han lige nu befinder sig i en handelskrig med, blander sig valget.

- Kina har åbent erklæret, at de aktivt søger at påvirke og ændre vores valg ved at angribe vores landmænd, kvægavlere og industriarbejdere på grund af deres loyalitet over for mig, skrev han.

- Det, som Kina ikke forstår, er, at disse mennesker (amerikanske landmænd og industriarbejdere, red.) er store patrioter og er helt på det rene med, at Kina har udnyttet USA i mange år. De ved også, at jeg er den, som kan stoppe det, tilføjede han.

Heller ikke her fremviste han beviser for påstanden.

Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, siger ifølge Reuters, at Kina "hverken har eller vil blande sig" i valget.