Trump skaber ny forvirring om Ruslands indblanding i valg

Trump svarede "nej". Men til hvad? Den amerikanske præsident har igen skabt overskrifter i medier verden over.

Video: Sophie Brochdorff Himmelstrup

USA's præsident, Donald Trump, har onsdag skabt nye skvulp og nye overskrifter i medier verden over, da han tilsyneladende svarede nej til et spørgsmål om, hvorvidt USA stadig er mål for russisk indblanding.

Det tydede umiddelbart på, at han modsagde amerikanske efterretningstjenesters vurdering af, at Rusland forsøger at blande sig i det kommende amerikanske midtvejsvalg.

Men kort efter fastslår Det Hvide Hus, at præsidentens syn på den sag er helt på linje med efterretningstjenesterne.

Trump svarede "nej" - men til hvad?

Trump blev onsdag spurgt af en journalist, om Rusland stadig modarbejder USA. Han svarede et kort "nej" og gentog dette svar, da journalisten spurgte igen.

Pressetalskvinde Sarah Sanders forklarer, at Trumps "nej" var en afvisning af at svare på spørgsmål.

- Vi mener, at truslen stadig eksisterer, og det er derfor, vi tager skridt for at forhindre det, siger Sanders.

Hun tilføjer, at præsidenten har gjort det klart for den russiske præsident, Vladimir Putin, at han ikke skal blande sig i amerikanske valg.

Dan Coats, der er chef for USA's nationale efterretningstjeneste, sagde tidligere på ugen, at Rusland fortsætter sine forsøg på at blande sig i USA's kommende midtvejsvalg i november.

- Vi har været tydelige i vores vurderinger af russisk indblanding i valget i 2016 og deres fortsatte, gennemtrængende bestræbelser på at undergrave vores demokrati, sagde Coats i en udtalelse mandag.

Han tilføjede, at Rusland er den mest aggressive aktør, men at også lande som Nordkorea, Kina og Iran er aktive.

Opsigtsvækkende kovending

Trump, der har fået massiv kritik efter mandagens topmøde med Putin, sagde tidligere onsdag, at "ingen præsident nogensinde har været så skrap, som jeg har været over for Rusland".

- Vi gør det virkelig godt, formentlig så godt, som nogen nogensinde har gjort med Rusland, sagde Trump onsdag.

Præsidenten tilføjer, at Putin "forstår det, og han er ikke glad for det".

Tirsdag måtte Trump foretage en opsigtsvækkende kovending.

På mandagens topmøde med Putin havde Trump tilsyneladende større tiltro til Putins ord om, at Rusland ikke havde blandet sig i det amerikanske valg i 2016, end sine egne efterretningstjenesters konklusion om, at det havde Rusland.

Derfor måtte Trump tirsdag trække i land med en forklaring om, at han havde glemt et "ikke", da han kom med den kontroversielle kommentar.

/ritzau/Reuters