Lørdag kan blive en skæbnedag for den meget populære videoapp TikTok.
Den kinesiske tjeneste møder hård kritik i USA, hvor politikere blandt andet frygter, at Kina kan overvåge brugernes data via appen.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte fredag, at et indgreb mod TikTok er lige på trapperne.
Og natten til i dag går Trump skridtet videre og siger, at han vil forbyde den populære videoapp i USA.
Bemærkningen faldt til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, skriver nyhedsbureauet AP.
- I forhold til TikTok, så forbyder vi dem i USA, siger Trump.
Kan ske i dag
TikTok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge oplysninger fra de brugere, der downloader appen.
Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataene til at overvåge brugere.
Ifølge AP kan et forbud mod appen i USA ske allerede i dag.
Trump overvejer, om der skal laves et forbud i form af et præsidentielt dekret eller ved at anvende en kriselov.
Salg til Microsoft
Trump siger også, at han ikke går ind for, at et amerikansk selskab får lov til at købe den amerikanske del af TikTok.
Det siger han, efter der fredag kom forlydender om, at it-giganten Microsoft forhandler om at købe TikToks amerikanske aktiviteter.
Tidligere på ugen sagde TikTok, at virksomheden ville tillade en gennemgang af algoritmen bag appen for at berolige brugere og myndigheder.
- Vi er ikke politiske, vi accepterer ikke politiske reklamer og har ingen agenda. Vores eneste mål er at forblive en sprudlende, dynamisk platform, som alle kan nyde, lød det tidligere på ugen fra appens topchef, Kevin Mayer.
Store spændinger
Et eventuelt forbud vil komme i en tid, hvor der i forvejen er store spændinger mellem Kina og USA.
Trump har blandt andet beskyldt Kina for at have spredt coronavirus til USA og resten af verden, ligesom han har standset forhandlinger om en ny handelsaftale mellem de to stormagter.
I juni blev TikTok brugt til at organisere en kampagne, hvor brugere købte billetter til et vælgermøde med præsident Trump i Tulsa i Oklahoma - uden at bruge dem.
Vælgermødet blev en fiasko med mange tomme sæder.