Trump raser efter læk af advokaters hemmelige brev

Donald Trump sår tvivl om Robert Mueller, efter et hemmeligt brev er blevet lækket til New York Times.

Det er Justitsministeriet, der har udpeget den tidligere FBI-chef Robert Mueller som særlig anklager i efterforskningen. (Foto: © REUTERS/ Yuri Gripas, DR ARKIV)

Et 20 siders langt brev sendt fra Donald Trumps advokater til Robert Mueller, der undersøger en mulig forbindelse mellem Trump-kampagnen og Rusland i valgåret 2016, blev lørdag offentliggjort i avisen The New York Times.

I brevet skriver den amerikanske præsidents advokater blandt andet, at Donald Trump ikke kan kræves at afgive forklaring i sagen.

Advokaterne skriver desuden, at "alle svarene på dine spørgsmål er allerede blevet givet frivilligt til dig", samt at "svarene beviser, at der ikke var nogen hemmelig aftale med Rusland".

På Twitter sår Donald Trump tvivl om, hvorvidt det er Robert Mueller selv, der har lækket det hemmelige brev til avisen.

- Der var ingen hemmelig aftale med Rusland (bortset fra med Demokraterne). Hvornår vil denne meget dyre heksejagt slutte? Så ærgerligt for vores land. Er det den særlige anklager/Justitsministeriet, der lækker mine advokaters brev til Fake News-medierne?

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller er udpeget af Justitsministeriet som særlig anklager i sagen.

Kan tvinges i retten

På et møde med Trumps advokater i marts lod han dem forstå, at han muligvis vil stævne præsidenten i forbindelse med de igangværende undersøgelser.

Med en stævning kan Robert Mueller tvinge præsidenten til at stille op i Højesteret, hvis ikke han indvilger i at medvirke frivilligt.

Muellers kommentar faldt, efter at præsidentens advokater havde sagt, at Donald Trump ikke var forpligtet til at tale med efterforskerne.

Efter mødet indvilgede Muellers hold i at forsyne Donald Trumps advokater med mere konkrete oplysninger, om hvilke emner de ønskede at tale med præsidenten om.

På baggrund af disse oplysninger udarbejdede Donald Trumps advokater en liste med 49 spørgsmål, som de forventede, at Muellers hold ville stille præsidenten.

The New York Times offentliggjorde siden listen med spørgsmål.

Spørgsmålene omhandler både begivenheder, der fandt sted under valgkampen i 2016 og efter indsættelsen i januar 2017.

/ritzau/