Trump på besøg hos Boeing: Den amerikanske arbejder vil altid vinde

Præsidenten fortalte også, at militæret kigger på at købe et stort parti F-18 Super Hornets-fly.

Mindre end 24 timer efter, at Donald Trump havde afholdt et yderst opsigtsvækkende pressemøde i Det Hvide Hus, hvor han blandt andet kaldte en jødisk reporter for en løgner og fortsatte sine angreb mod pressen, stod han igen på talerstolen.

Denne gang på flyfabrikanten Boeings fabrik i North Charleston, South Carolina, hvor Boeings nye 787 Dreamliner blev vist frem for første gang.

- USA, USA, USA, lød det taktfast fra publikum, da Trump gik på scenen, og det kvitterede præsidenten for med et stort smil.

- Vi er kommet her i dag for at hylde amerikansk ingeniørkunst og for at tale om jobs. Vi vil have produkter lavet i USA af amerikanere.

- Vi vil kæmpe for hvert eneste amerikanske job. Vores land handler om at lade drømme blive til virkelighed. Vi drømmer om ting, og så laver vi dem. Og det vil vi gøre endnu mere i de kommende måneder, sagde Trump til stor jubel for de fremmødte tilskuere.

Han lod også forstå, at virksomheder, som fyrer amerikanske arbejdere og flytter produktionen ud af landet, vil komme til at betale en stor bøde i fremtiden.

- Den amerikanske arbejder vil altid vinde. USA vil vinde igen. Vinde, som aldrig før, sagde han.

Han benyttede også lejligheden til at fortælle, at militæret kigger på at købe et stort parti F-18 Super Hornets-fly.

- Som George Washington sagde: At være forberedt på krig, er den bedste måde at undgå at komme i krig på, sagde Donald Trump.