Trump opløser fond: Demokraterne kalder det et vissent figenblad

Donald Trumps forretningsimperium må ikke have indflydelse på den kommende præsidents beslutninger.

For at undgå den mindste tvivl om min rolle som præsident har jeg besluttet, at jeg fortsætter min stærke interesse for velgørenhed på en anden måde, siger Trump. (Foto: © DON Emmert, Scanpix)

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, oplyser i en pressemeddelelse, at det er hans intention at opløse sin kontroversielle velgørenhedsfond, Donald J. Trump Foundation, der er stiftet i 1988.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den republikanske rigmand vil opløse fonden for at undgå, at han ender i en interessekonflikt, når han sætter sig til rette i Det Ovale Kontor 20. januar.

- For at undgå den mindste tvivl om min rolle som præsident har jeg besluttet, at jeg fortsætter min stærke interesse for velgørenhed på en anden måde, siger Trump.

Men beslutningen giver rivalerne fra Demokraterne ikke meget for.

Partiet kræver, at Trump lægger alle sine aktiviteter - virksomheder såvel som velgørendhed i en såkaldt 'blind trust', hvor Trump ikke har nogen som helst interesser.

- Trumps udmelding i dag er et visnet figenblad der dækker over de resterende interessekonflikter og hans ynkelige velgørenhedsdonationer, siger Eric Walker, talsmand for Demokraternes Nationalkomité til CNN.

Trump har afvist, at give styringen af sin virksomhed til udefrakomne parter. Han har trukket sig fra sine forretninger, men har overladt ansvaret til sine børn, og dermed mener demokraterne, at han stadig vil være for modtagelig over for pres som USA's præsident.

Donald Trumps private fond har været genstand for en række kontroverser.

Den bliver efterforsket af statsadvokaten i New York, og der har længe været tvivl om, hvor meget Donald Trump rent faktisk har doneret til fonden.

/ritzau/