USA's præsident, Donald Trump, mener alligevel ikke, at det er muligt at oprette en særlig enhed for cybersikkerhed sammen med Rusland.
- At præsident Vladimir Putin og jeg har diskuteret en enhed for cybersikkerhed betyder ikke, at det kan ske. Det kan det ikke, skriver Trump på Twitter, efter at han selv præsenterede idéen tidligere på dagen.
På deres møde i Hamburg i fredags drøftede de to præsidenter muligheden for at oprette en særlig enhed for cybersikkerhed.
Hvad der har fået Donald Trump til at skifte mening fremgår ikke.
Forslaget blev dog hurtigt mødt af stor modstand fra flere af præsidentens fremtrædende partifæller.
- Det er ikke den dummeste idé, jeg nogensinde har hørt, men det er tæt på, sagde South Carolina-senatoren Lindsey Graham til NBC.
Heller ikke Floridas republikanske senator, Marco Rubio, kunne se meningen med Trumps forslag.
Fredagens møde var det første mellem Vladimir Putin og Donald Trump. Det fandt sted i forbindelse med det netop overståede G20-topmøde i den tyske storby.
På mødes lykkedes det de to parter at indgå en aftale om våbenhvile i det sydlige Syrien sammen med Jordan.
/ritzau/