Trump om Tyrkiets offensiv i Syrien: En dårlig idé

Præsidenten kan ikke støtte en operation, som han selv har gjort mulig.

Tusinder af civile er på flugt fra Tyrkiets bombardementer i det nordlige Syrien. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)

Det var Donald Trumps beslutning om at trække amerikanske soldater ud af det nordlige Syrien, som i dag gjorde det muligt for Tyrkiet at indlede en offensiv i samme område.

Men USA's præsident støtter ikke den tyrkiske operation mod kurdiske grupper, som kontrollerer et stort territorium i Syrien.

I en udtalelse fra Det Hvide Hus kalder Trump offensiven for "en dårlig idé", skriver AP.

Byen Ras al-Ain blev i dag ramt af tyrkiske luftangreb. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)

Vil holde Tyrkiet fast

Præsidenten har fået hård kritik - også i sit eget parti - for at lade den kurdiske milits YPG, som er gået forrest i kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat, i stikken.

Trump siger, at han vil holde Tyrkiet fast på landets forpligtelser om at beskytte civile og religiøse minoriteter. Tyrkerne skal også sørge for, at invasionen ikke udvikler sig til en humanitær krise, står der i udtalelsen.

Tidligere i dag - inden Tyrkiets offensiv i Syrien gik i gang - forsvarede Trump igen tilbagetrækningen af amerikanske soldater. På Twitter kalder præsidenten USA's beslutning om at gå ind i Mellemøsten for "den værste" nogensinde.

Sikkerhedszone

Tyrkiet opfatter YPG og andre kurdiske grupper som terrorgrupper, som man ikke kan acceptere lige på anden side af grænsen til Syrien.

Derfor er målet med Tyrkiets militære fremstød at skabe en sikkerhedszone mellem de kurdiske områder i Syrien og Tyrkiet.

En kurdisk-ledet styrke i det nordlige Syrien, Syrian Democratic Forces (SDF), siger, at fem civile er blevet dræbt under Tyrkiets bombadement i området i dag. Tre SDF-soldater har desuden mistet livet.

Kofod vil sende signal

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), vil sende et signal til Tyrkiet: Stop den militære aktion i det nordlige Syrien.

- Det handler om at sende et meget klart signal til Tyrkiet om at indstille de her kamphandlinger og sige til dem, at det, der foregår, risikerer at gå ud over en civilbefolkning og kampen mod Islamisk Stat.

- Det ønsker vi ikke, og derfor vil jeg kraftigt opfordre til at indstille kamphandlingerne og ikke vise den her form for militær aggression, siger Jeppe Kofod.