Donald Trump udsætter et besøg hos premierminister Theresa May i Storbritannien til næste år, meddeler en kilde i Det Hvide Hus.
Udfordringen med at mødes skyldes udelukkende de to lederes travlhed, slår kilden fast.
Planerne om den amerikanske præsidents besøg har mødt massiv modstand fra mange briter, som mener, at han ikke bør inviteres til kongeriget.
Det skyldes hovedsageligt Trumps modstand mod muslimer.
Den britiske premierminister, Theresa May, inviterede Trump til London i forbindelse med sit besøg i Washington kort efter hans tiltræden.
Trump og May har ikke været i stand til at finde en dato, der passer begge parter.
- Det drejer sig blot om kalenderproblemer. Det har vist sig svært at finde en dato, der passer alle. Vi er fremme ved næste år, siger en kilde i Det Hvide Hus.
Den amerikanske præsident har besøgt Europa to gang i år. Han rejser til Paris senere i denne uge. Trump skal også besøge Asien senere i år.
/ritzau/Reuters