Trump og Erdogan taler terror i telefonsamtale

Donald Trump betegner Tyrkiet som en "strategisk allieret" i en telefonsamtale med præsident Erdogan.

Tyrkiets præsident Erdogan erklærede i november sin støtte til den på det tidspunkt nyvalgte Donald Trump. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

Kampen mod terror var oppe at vende, da USA's præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid havde sin første telefonsamtale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Trump udtrykte sin støtte til Tyrkiet som "en strategisk allieret og Nato-allieret".

Statslederne drøftede også landenes "langvarige forhold" og herunder "deres fælles vilje til at bekæmpe terrorisme i alle dens former".

Det fremgår af en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Regeringen i Tyrkiet har foreløbig ikke kommenteret samtalen.

Erdogan erklærede i november sin støtte til den på det tidspunkt nyvalgte Donald Trump.

Tyrkiets forhold til USA var under præsident Barack Obama anstrengt. Især efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet sidste sommer.

Efter at have slået kupforsøget ned krævede Erdogan prædikanten Fethullah Gülen udleveret fra USA.

Gülen var ifølge præsidenten en af kuppets bagmænd.

USA afviste anmodningen om at udlevere Gülen, der i årevis har boet i eksil i USA.

Det fremgår ikke af meddelelsen fra Det Hvide Hus, om Gülen blev nævnt i tirsdagens samtale.

Styret i Ankara har også været misfornøjet med USA's støtte til kurdiske militser, som kæmper mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

/ritzau/Reuters