Nordkoreas prøvesprængning viser, at Nordkorea stadig er fjendtlig og farlig for USA.
Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter, hvor han også skriver, at han flere gange har sagt til Sydkorea, at eftergivenhedspolitikken overfor Nordkorea ikke fungerer.
- De forstår kun én ting, skriver præsidenten uden dog at uddybe, hvad denne éne ting er.
Samtidig skriver præsidenten, at Nordkorea bringer Kina i forlegenhed, for Kina forsøger at hjælpe, uden at det rigtig er nogen succes.
Nordkoreas "ord og handlinger fortsætter med at være meget fjendtlige og farlige for USA".
- Nordkorea er en uberegnelig nation, der er blevet en stor trussel, og som bringer Kina i forlegenhed, som Trump skriver.
Hidtil største prøvesprængning
Præsidentens meldinger kommer efter den påståede nordkoreanske prøvesprængning af en brintbombe natten til søndag dansk tid.
I første omgang troede folk i området, at der var tale om et jordskælv, men snart stod det klart, at det var noget menneskeskabt, muligvis en ny nordkoreansk atomprøvesprængning.
Men på nordkoreansk tv siger regimet, at der er tale om en brintbombe, hvilket er en mere avanceret og kraftigere bombe end en atombombe.
Det er dog ikke verificeret af myndigheder og eksperter på området uden for Nordkoreas grænser.
/ritzau/Reuters