Trump modsiger topembedsmand om vacciner: Han var nok forvirret

Trump lover 100 millioner vacciner inden udgangen af året, mens sundhedsdirektør først tror på 2021.

I direkte modstrid med en af den amerikanske regerings egne topfolk på sundhedsområdet lover præsident Donald Trump, at 100 millioner vacciner mod coronavirus kan deles ud til amerikanerne inden slutningen af 2020.

– Så snart FDA (USA's lægemiddelstyrelse, red.) godkender vaccinen, så vil vi være i stand til at distribuere mere end 100 millioner vacciner inden slutningen af 2020 og et stort antal endnu tidligere, siger Trump på pressemødet.

Tidligere onsdag havde direktøren for USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), Robert Redfield, ellers sagt, at en vaccine først kan rulles bredt ud midt i 2021 - eller endda lidt senere.

- Nej, jeg tror, at han lavede en fejl, da han sagde det, fortæller Trump adspurgt om CDC-direktørens udmelding. Præsidenten fortæller samtidig, at han har givet Redfield et telefonopkald.

- Det er ukorrekt information. Jeg tror, at han var forvirret. Jeg tror, at han sandsynligvis misforstod det spørgsmål, fortsætter præsidenten.

Først vaccine i 2021

Redfield vidnede onsdag foran et udvalg i Senatet.

Her sagde han, at den almene befolkning ventes at have adgang til en vaccine fra "sent i andet kvartal eller tredje kvartal i 2021".

Hvis alt går godt, kan en vaccine potentielt være klar i november eller december, lød meldingen fra Redfield.

Men "for at nok har fået vaccinen til at have immunitet, vil det nok tage seks til ni måneder", tilføjede han.

Robert Redfield udtalte under høringen, at 'masker er det vigtigste og mest effektive redskab, vi har' i forhold til at bekæmpe pandemien. Det skriver New York Times.

Også det satte Donald Trump spørgsmålstegn ved.

- Masken er ikke lige så vigtig som vaccinen. Masken hjælper. Måske, lød det fra præsidenten.

Biden i modangreb

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, har gentagne gange kritiseret Trump for at forhaste udviklingen af en vaccine.

Onsdag svarer han igen på Trumps beskyldninger om, at Biden promoverer vaccineskepsis.

- Lad mig slå det her fast: Jeg stoler på vacciner, jeg stoler på forskere, men jeg stoler ikke på Donald Trump, siger Biden.

- Det kan amerikanerne heller ikke lige nu, fortsætter demokraten og advarer om at forsøge at få en ufærdig vaccine ud inden valget 3. november.

Trump advarer på den anden side om, at Biden forsøger at så tvivl om vaccinerne.

- De sætter på skødesløs vis liv i fare. Det kan man ikke bare gøre, siger Trump på pressemødet onsdag.

/ritzau/Reuters